Klagepunkter fra frustrede konsulenter

Konsulenter i Landbrugsrådgivning Syd klager i åbent debatindlæg over »massiv frustration og stressende arbejdsforhold«.

I et åbent debatindlæg indsendt af planteavlskonsulenterne hos Landbrugsrådgivning Syd til landbrugsavisen.dk skriver konsulenterne under overskriften »Massiv frustration og stresssende arbejdsforhold hos planteavlskonsulenterne« bl.a.:

Ønsker lovgivning

»Hvornår iværksætter regeringen en lov, hvor der indskrives arbejdsvilkår med en lovpligtig iværksætterperiode til implementering af lovgivningen?«

Ofre for politik

»Lige nu er det finansloven, der kommer til at medføre urimelige arbejdsvilkår for alle os, der skal implementere de politiske studehandler. Hvis man ikke var gråhåret i forvejen, har man anledning til at blive det i år«.

Hvor er Arbejdstilsynet?

»Hvornår vil arbejdstilsynet vurdere planteavlskonsulenternes arbejdsvilkår? Når vi nævner stress på grund af urimelige deadlines fra det offentlige, bliver der ikke gjort noget ved sagen. Hvor skal man så henvende sig?«

IT-systemer ikke klar

»Vi mærker en tendens til, at IT-programmerne til årets regeludfordringer bliver klar senere og senere. Hvornår evner man en proces, hvor man er klar fra planperiodens start? Vi efterlyser lovgivning på området. I flere situationer er det tydeligt, at ansøgningsprocessen hos Landbrugsstyrelsen ikke er gennemtænkt«.

Rensningsanlæg må alt

Landbrugskonsulenterne dokumenterer deres kritik med en lang række eksempler på de minutiøse og komplicerede indberetninger, de skal foretage hvert år - i systemer, der ofte er behæftet med forsinkende fejl.

De undrer sig på den baggrund over, at 10.800 rensningsanlæg til gengæld ved skybrud må lukke spildevand direkte ud i vandløbene uden at stå til regnskab.

Ingen spørger

»Det er fuldt ud lovligt. De skal kun indberette, at det er sket. Ingen spørger til, hvor meget der er lukket ud, og hvad det indeholder. Det findes der ingen tal på. Her skal der ikke forkromede beregninger til. De sidste 4-5 år har der været mange skybrud rundt omkring i Danmark. – og dette efterår er endnu en våd fornøjelse«, skriver planteavlskonsulenterne i Landbrugsrådgivning Syd i deres debatindlæg.

Faktaboks

Det kritiserer konsulenterne:

  • Pludselige ændringer af regler. Fremrykkede krav om målrettede efterafgrøder med et år. IT-systemer, der enten aldrig eller sent i en ansøgningsproces kommer til at fungere.
  • Hovsa-løsninger. Manglende koder til gødningsregnskab. Ventetider på telefonkontakt. Ansøgninger om økologisk arealtilskud og plejegræs ramt af fejl. Frister udsættes gang efter gang. Overdragelser af betalingsrettigheder ramt af fejl. Dårlig kommunikation.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle