Klimaplaner er nye, interessante toner fra landbruget

Tidl. klimakommissær Connie Hedegaard mener ikke, at der skal skæres i landbrugsproduktionen, men ser gerne en mere klimarettet EU-støtte.

Hvordan ser du på landbrugets visioner på klimadagsordenen?

»Det er en ny og interessant måde at gå til problemerne på. I stedet for at stille sig tilfreds melder man sig på banen og præsenterer f.eks. et samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening. Dér synes jeg, at L&F har signaleret, at man vil en ny retning, og det bliver bakket op af både Danish Crown og Arla, der bogstaveligt talt samme uge præsenterede egne klimamål«.

Men er det nok?

»Der er ingen sektorer, der er kommet med planer, der er nok til at nå i mål. Det mest interessante er også sådan set også, at erhvervet nu har sat et mål og udvist villighed til at tage fat om klimaproblemerne. Bliver det let? Nej. Skal der flere virkemidler til? Ja. Men nu har vi et afsæt til at komme i gang«.

Kan man kritisere klimaplanerne for at mangle konkrete virkemidler?

»Jeg synes faktisk, at der er flere spændende ting at tage fat på, f.eks. etablering af vådområder og udtagning af jorder. Det er jo ikke små ting, men ting, som virkelig kan gøre en forskel. Noget andet er klimaregnskaber for de enkelte gårde, som jeg ved, Arla arbejder en del med. For skal man seriøst i gang, skal man vide, hvad ens baseline er. Det ved vi fra organisationer, virksomheder, kommuner osv.«.

Hvad savner du i udspillene?

»Man kunne gå ind og bruge en større del af EU’s landbrugsstøtte til en indsats på klimaområdet. Det er en stor ressource i Europa, der kan målrettes en omstilling, som erhvervet alligevel skal igennem«.

Ser du det som nødvendigt at skære i landbrugsproduktionen for at reducere klimaaftrykket?

»Jeg mener, at der stadig er masser af lavthængende frugter, der kan udbredes og systematiseres, før vi kommer dertil. Jeg ville i stedet lægge hovedvægten på forskning i f.eks. effektive teknologier, foder, gylle osv. Det er mere interessant end at skære i produktionen. Men jeg forventer, at produktionen kommer til at ændre sig, og at vi skal lede efter nye måder at producere protein på«.

Skal der være bindende klimamål for landbruget?

»Som land skal vi have bindende klimamål, men man skal ikke lave fuldstændige produktionsmål for de enkelte sektorer, for det giver hårdhændet regulering. Men jeg tror på, at der skal sættes nogle spænd, så man er sikker på, at det går i den rigtige retning«.

Faktaboks

Connie Hedegaard

  • Var EU-kommissær for klima 2009-2014. Før det var hun først miljøminister og siden klima- og energiminister.
  • Er i dag bl.a. bestyrelsesformand i den grønne tænketank Concito.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle