Komplicerede staldordninger har fået efterspil

Landmænd, der har moderniseret stalde og investeret i ny miljøteknologi, får måske aldrig støtten udbetalt.

Tre år med lange ventetider på udbetaling af tilskud til miljøteknologi og moderniseringsstøtte fik for knap et år siden Landbrug & Fødevarer til at beklage sig så højtlydt, at Landbrugsstyrelsen nedsatte en 25-30 mand stor task force til at få de mange ophobede sager ekspederet. Den langsommelige sagsbehandling betød, at landmændene havde for næsten 290 mio. kr. projektstøtte til gode trods tilsagn fra Landbrugsstyrelsen.

Task forcen er nu færdig med opgaven, men en lang række landmænd svæver fortsat i usikkerhed om, hvorvidt de nogensinde vil få udbetalt støtten til de stalde og teknologier, de har investeret i.

55 sager er således meldt til politiet på mistanker om svig og falsk dokumentation for bl.a. tilbudsgivning i ansøgningerne. Yderligere 90 sager bliver genåbnet - også på mistanker om svig. Det er sager, der har fået tilsagn, hvor Landbrugsstyrelsen har vurderet, at eventuelle fejl var begået uden forsæt.

Men det gør ingen forskel. Også her kan der blive tale om at betale støtte tilbage - eller aldrig få det forventede udbetalt. Det er en konsekvens af Kammeradvokatens tolkning af EU-reglerne for Landbrugsstyrelsen.

I Landbrug & Fødevarer er holdningen, at der bør skelnes skarpt mellem sager med og uden forsæt til snyd. Sagerne bør under alle omstændigheder afsluttes og afklares hurtigst muligt af hensyn til landmændenes usikre situation gennem nu flere år, lyder opfordringen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle