Kongskilde satser på trådløs overvågning

Med mulighed for styring af luft- og varmetilførsel samt ikke mindst en attraktiv prissætning satser Kongskilde stærkt på at sikre SensSeed et gennembrud. SensSeed bygger på teknologi og produkter fra Webstech, som Kongskilde overtog sidste sommer.

SensSeed overvåger temperatur og luftfugtighed i korn- og frølagre døgnet rundt. Landmanden kan løbende overvåge lageret via pc, iPad og smarttelefon, og overskrides grænseværdierne, får han automatisk en alarm. Alle sensorer er trådløse og derfor meget nemme at placere på strategiske steder i afgrødelageret. Senest er systemet blevet videreudviklet med en kabelsensor til siloer og planlagre. Den hænges blot op i loftet – opkoblingen til SensSeed sker helt automatisk.

Nyt er også AGD SCADA -modulet, som sammenkobler SensSeed med styringen af luft- og varmetilførsel i afgrødelageret. Styringen sker fuldautomatisk ud fra temperatur og fugtighed, og dermed reduceres risikoen for over- eller undertørring, ligesom der er store besparelser på energiforbruget. Modulet er forhåndsgodkendt til støtte hos det lokale energiselskab, og tilbagebetalingstiden er ifølge Kongskilde kun et til to år på investeringen.

»Vi har store forventninger til det nye modul, fordi landmanden kan spare op til 30 procent på udgifterne til tørring. Endelig har vi reduceret priserne cirka 40 procent, så vi mener, at vi står med et godt tilbud,« siger salgsdirektør Thomas Kylling, Kongskilde.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle