Konsulenter: Pas på med hveden

Ny regel gør det tillokkende at så vinterhveden tidligt i år. Men landets planteavlskonsulenter råder til at vente mindst en uge endnu og stadig være opmærksomme på sygdomme og udvintring.

I år er det for første gang blevet muligt at erstatte en hektar efterafgrøder med fem hektar vinterhvede, hvis det er sået inden 7. september. Men landets planteavlskonsulenter råder landmænd til at holde igen indtil 1. september.

»Det har regnet hver eneste dag, så ikke en eneste har sået endnu. Men vi vil heller ikke råde folk til at så før 1. september. Til gengæld ser jeg ingen grund til, at de, der er klar i starten af september, ikke skulle gøre det,« siger Søren Søndergaard, planteavlsrådgiver i Vestjysk Landboforening.

For en tidligere såning kan ikke bare erstatte efterafgrøder. Planterne suger også mere kvælstof til sig, og udbyttet bliver større.

»I tidligere forsøg sammenlignede man en tidlig såning mellem 20. og 25. august med en såning 25. september. Det gav et merudbytte på 5 til 7 hkg/ha. Men jo tidligere såning, desto større er risikoen også for at noget går galt,« siger Lars Bonde Erikssen, landskonsulent på Videncentret for Landbrug.

Pas på sygdomme

»De første af vore landmænd går i gang med at så i slutningen af august. De skal bare være opmærksomme på risikoen for luseangreb, som overfører havrerødsot, der opstår ved at så tidligt. Risikoen er højere i den sydlige del af landet som Fyn og Lolland end i f.eks. Nordjylland, hvor temperaturen falder hurtigere,« siger Troels Toft, chefkonsulent i Patriotisk Selskab, og bemærker, at det ikke er unormalt, at det kan blive nødvendigt at sprøjte to gange mod lus.

»Den anden ting er, at hvis man sår 2. eller 3. års hvede tidligt, får man et problem med goldfodsyge. Så her skal såsæden helst være latitude-bejdset,« siger han.

Brug lav udsædsmængde

Goldfodsyge kan hurtigt komme til at koste halvdelen af udbyttet, med mindre landmanden tager sine forbehold.

»Risikoen for goldfodsyge bliver større, hvis vi sår tæt, så vi får nogle tynde strå og risikerer, at marken lægger sig ned. Når vi sår det tidligt, har planten længere tid til at udvikle sig og får flere skud, så man skal huske at så hveden tyndt« siger Søren Søndergaard. Forholdene ved en tidlig såning giver derfor også mere ukrudt.

»Man skal være ude med ukrudtsbekæmpelsen i god tid, for når du sår tidligt, får du meget mere ukrudt. Første gang 10 til 14 dage efter såning,« siger Ole Møller, afdelingsleder for planteavl i LMO.

Kun få hektar

Ifølge Ole Møller regner deres landmænd med at så mellem 20 og 40 hektar hvede inden 7. september. Derved undgår de at skulle så mellem fire og otte hektar efterafgrøder.

Hos Patriotisk Selskab anbefaler man ligefrem, at landmændene ikke sår hele deres areal med det samme.

»På grund af risikoen for lus, goldfodssyge og sneskimmel anbefaler vi ikke de store landbrug at så hele arealet tidligt. Mange skal bruge tre eller fire uger på såningen, så rent fysisk er det heller ikke muligt for dem at nå det,« siger Troels Toft fra Patriotisk Selskab.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle