Krav om bedre forhold på tyske slagterier

Det kan hjælpe Danmark i konkurrencen, hvis tyske kolonnearbejdere stoppes.

Man skal passe på med at sige, at der kommet noget godt ud af coronakrisen, men det er positivt, at der er i Tyskland er kommet et massivt offentligt fokus på arbejdsvilkårene i kødbranchen, mener både Danish Crown og Fødevareforbundet NNF.

Der skal nemlig sættes en helt ny dagsorden for branchen, lyder det fra tyske politikere efter massive udbrud af coronavirus på tyske slagterier.

Udbruddene bliver koblet sammen med den omdiskuterede arbejdsform i Tyskland, kaldet kolonnearbejde, hvor slagterierne hyrer medarbejderne via billige underleverandører. Ordningen har dog den slagside, at medarbejderne, der typisk er fra Østeuropa, bliver stuvet sammen i intime og nogle steder kummerlige boligforhold, hvor virussen kan sprede sig.

Afventer konkret forslag

Indtil videre ligger der ikke et konkret forbud klar, men intentionerne fra de tyske politikere er soleklare.

Det kan rykke ved balancen i konkurrencesituationen mellem Danmark og Tyskland.

»Det er set med vores øjne positivt, at der er kommet fokus på forholdene, og at politikerne siger, at de vil ændre grundlæggende på tingene. Vi kan dog først forholde os til konsekvenserne, når vi ser et konkret lovforslag«, forklarer pressechef i Danish Crown Jens Hansen, der gerne havde set, at en mulig reform var kommet allerede for 10-15 år siden.

Deler seng

Hos fagforeningen Fødevareforbundet NNF, der efter eget udsagn har forsøgt at italesætte problemet i 15-20 år, mærker man det øgede fokus. Tyske medier og politikere har henvendt sig for at lære mere om vilkårene i Danmark.

»Man har fået øjnene op for de her forhold pga. de massive smitteudbrud, som har lukket bydele ned«, forklarer forbundsnæstformand Jim Jensen og uddyber:

»Her i Danmark er man ansat det sted, man arbejder, og man skal gå hjem, hvis man er sløj, og får løn, når man er syg. Det er ikke tilgangen dernede, som vi hører det. Samtidig bor folk så tæt, at der går et rygte om, at man kan lægge sig i en varm seng, når man kommer hjem fra arbejde, for den foregående ejermand er lige taget på arbejde«.

Den tyske slagterigigant Tönnies har i ugen annonceret, at man nu vil ansætte 1.000 medarbejdere direkte.

Faktaboks

Corona-skandale i Tyskland

  • Slagteriboss Clemens Tönnies er kommet i massiv modvind efter et kæmpe udbrud af coronavirus på koncernens største slagteri, hvilket førte til nedlukning i hele lokalområdet.
  • Tönnies har i kølvandet meldt ud, at man vil ansætte 1.000 medarbejdere udenom underleverandører, ligesom man vil arbejde for en mindsteløn i branchen på 12 euro i timen mod ca. 9,35 euro i timen nu.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle