Kvælstof fra land bidrager meget lidt til kvælstof i havet

Danmarks bidrag af kvælstof til de indre farvande udgør syv procent af den samlede tilførsel.

Man kan gøre et stort nummer ud af at reducere udledningen af kvælstof fra landbruget til de indre farvande. Men det har ikke ret stor betydning for kvælstofindholdet her. Selv i de ydre fjorde har det ikke meget at sige, og kun i mindre områder har udledningen betydning for kvælstofindholdet og miljøtilstanden.

Det var budskabet fra Flemming Møhlenberg, DHI, på konferencen om miljøet i de danske farvande i DGI-byen onsdag formiddag.

Syv procent N er fra Danmark

Flemming Møhlenberg forklarede det med, at miljøtilstanden og næringsstofforholdene i de indre danske farvande domineres af vand fra Østersøen og Skagerak. Fra Østersøen kommer der 930 kubikkilometer vand om året og fra Skagerak 1.025 kubikkilometer vand pr. år.

»Det er mange gange større end afstrømningen fra de indre farvande fra dansk land, som er 6-8 kubikkilometer,« sagde han.

Det betyder, at selv om kvælstofkoncentrationen er 15-20 gange højere i de vandløbene sammenlignet med vandet i Østersøen og Skagerak, så er det alligevel kvælstoffet fra Østersøen og Skagerak, der vil være i overflod grundet de store mængder vand.

Selv om vandet fra danske vandløb bliver gevaldigt fortyndet, mener Jørgen Windolf, forsker ved Aarhus Universitet, alligevel, at udledningen skal reduceres.

»Det der batter noget på kvælstofindholdet inde i fjordene vil være at reducere udledningen fra markerne,« sagde han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle