Der blev skrevet meget om den irske afstemning om Lissabon-traktaten i medierne i sidste uge. Det var naturligvis også et stort tema på regeringschefernes topmøde, men faktisk er der i slutdokumentet fra mødet overraskende brugt mere plads på at tale om landbrug end om Irland.
For at tage det sidste først, så er det klare indtryk, at Lissabon-traktaten på trods af det irske nej nok skal blive vedtaget, men at den nu højst sandsynligt ikke kan træde i kraft fra årsskiftet. Topmødet har klart lagt presset på Irland, som er blevet pålagt at gennemføre sonderinger hjemme og ude men henblik på en løsning og så fremlægge disse sonderinger på det næste topmøde i oktober. Det er altså Irland og ikke de 26 øvrige lande, som har bolden.
Regler man kan forstå
Og hvad handler Lissabon-traktaten så om? Kort og godt fastlægger den nye regler for at træffe beslutninger i EU. Nye regler, som man kan forstå, og som derfor også giver EU legitimitet og opbakning i befolkningen. Beslutninger i EU vil i fremtiden forudsætte, at både Europa-Parlamentet og Ministerrådet er enige. I Europa-Parlamentet skal der opnås flertal, og i Ministerrådet skal et flertal af lande, som samtidig repræsenterer et flertal af befolkningen, stemme for. Det er til at forstå og stiller alle lige.
De nuværende regler derimod siger, at Europa-Parlamentet nogle gange har indflydelse og andre gange ikke - det er en rigtig favoritdisciplin for bureaukrater at forklare, hvornår det er den ene og den anden situation - og i Ministerrådet er landene tildelt særlige stemmevægte, som bruges for at se, om der er flertal for et forslag. For eksempel har et lille land som Irland med fire mio. indbyggere syv stemmer, mens et stort land som Rumænien med 22 millioner indbyggere kun har 14 stemmer.
Nogle irere stemte efter sigende nej, fordi Lissabontraktaten giver Irland mindre indflydelse. Jeg synes passende, at disse irlændere kan benytte de næste måneder til at rejse til Rumænien og overbevise dem om, at en rumæner kun er en tredjedel så meget værd som en irer. Hvis irerne ikke har succes med det, så skulle de måske overveje en ny afstemning.
De stigende fødevarepriser
De stigende fødevarepriser og knapheden på fødevarer har længe været et stort emne i Europa. Emnet fandt også vej til regeringschefernes dagsorden.
Mange lande, ikke mindst Frankrig, har anført, at rammerne for at diskutere ændringer i landbrugspolitikken nu er markant ændret i forhold til en situation med lave priser og overskud af fødevarer. I Frankrig taler men meget om at stabilisere markederne ved at forny politikkerne, og man har meget svært ved at tage ordet 'markedskræfter' i sin mund.
Derfor er det særligt interessant, at regeringscheferne benyttede anledningen til at udstikke retningslinjer ud for den fremtidige landbrugspolitik i EU: For det første skal markedsorienteringen fortsætte, samtidig med at man fremmer en bæredygtig produktion. For det andet skal man satse på forskning og udvikling i sektoren, ikke mindst med henblik på energieffektivitet, produktivitetsforbedringer og tilpasning til klimaforandringer. Endelig for det tredje skal EU-Kommissionen oprette en ny fond til at støtte landbruget i udviklingslandene, uden dog at det samlede budget forhøjes.
Topmødet løftede også sløret for et andet centralt aspekt af de kommende diskussioner. Ni af regeringscheferne fra de nye medlemslande havde nemlig skrevet et fællesbrev til deres kollegaer, hvor de slog til lyd for, at den fremtidige støtte skal udjævnes på tværs af grænserne, hvilket vil betyde lavere støtte i Danmark. Der er ingen tvivl om, at der hermed er lagt op til en kæmpediskussion om omfordeling mellem landene.
