Landmænd kan vælge det rette køn til kalvene

Mælkeproducenterne kan øge værdien af deres krydsningskalve ved at bruge kønssorteret sæd, som primært giver tyrekalve. Teknikken kan især hjælpe trængte jerseyproducenter, mener VikingDanmark.

Danske mælkeproducenter kan nu i langt højere grad målrette kønnet på kalvene til den produktion, kalvene skal indgå i.

Til de bedste hundyr kan man vælge kønssorteret sæd, som primært giver kviekalve, imens de ringeste dyr kan insemineres med kønssorteret sæd af kødkvægsracer, som primært giver tyrekalve.

Sidstnævnte er blevet attraktivt, efter at kvægavlsforeningen VikingDanmark har sænket prisen på den kønssorterede ’handyrsæd’ kaldet Y-Vik. Samtidig er udbuddet øget, så man nu kan købe Y-Vik efter racerne blåkvæg, angus og charolais.

Kalvens værdi øges

Ved at anvende kønssorteret ’handyrsæd’ af kødkvægsrace bliver op til 85 procent af de fødte kalve tyre. Da tyre samtidig har et større potentiale ved opfedning end kvier, forøges værdien af krydsningskalven.

Det kan især komme de jerseyproducenter til gode, som skal finde et alternativ til aflivning af kalve. Med flest mulige tyrekalve ved krydsning med kødkvæg bliver kalvene mere attraktive, mener Mads Fjordside, afdelingsleder hos VikingDanmark.

»Generelt skal man se den kønssorterede ’handyrsæd’ som en mulighed for gøre sine krydsningskalve mere attraktive for kalveproducenterne eller til eksport«, påpeger han.

I øjeblikket anvendes 1.500 doser Y-Vik sæd pr. måned, og forbruget vokser måned for måned. Derfor har Viking-Genetics investeret i tre nye sorteringsenheder til at fremstille sæden. Hertil kommer en mindre import af sorteret sæd fra England.

Til sammenligning sælger VikingDanmark 25.000 doser kønssorteret hundyrsæd pr. måned.

Jersey med i front

Det første kønssorterede hundyrsæd blev anvendt i 2007, og siden har især jerseyavlerne taget muligheden til sig. En ny opgørelse fra Seges viser at tre ud af fire jerseykvier insemineres med kønssorteret hundyrsæd, imens det gælder 30-46 pct. af køerne. Hos både RDM og holstein er det en tredjedel af kvierne, som er insemineret med kønssorteret ’hundyrsæd’.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle