Landmand: Gør din arbejdsplads mere attraktiv

Landmænd skal øge kravene til sig selv for at tiltrække gode ansatte.

Hvis landbruget skal være forberedt på øget konkurrence og efterspørgsel på udenlandske ansatte, skal de begynde at sætte højere krav til sig selv som arbejdsplads.

Det mener svineproducent Jacob Huge-Jakobsen.

Gennem de seneste år har han haft ansatte fra Østeuropa, som han har været glad for. I dag er der blevet længere mellem de dygtige, og det medfører ifølge svineproducenten øget tid til oplæring, hvilket kan påvirke produktiviteten.

»Efterhånden som det går bedre i Europa, søger de dygtigste andre spændende jobs og overlader landbruget til de tilbageværende. Det er ensbetydende med, at de mennesker, der kommer, har et lavere uddannelsesniveau, end vi er vant til«, siger han.

Ansat i under syv timer

I øjeblikket har han 12 ansatte ud af 16, som enten kommer fra Letland, Ungarn eller Rumænien. Sammen passer de hans 2.000 søer fordelt på otte ejendomme på Nordfalster. Ofte finder han dem ved hjælp af rekrutteringsbureauer, jobdatabaser eller mund-til-mund.

»Jeg har både haft folk her i 10 år og nogle i mindre end syv timer, hvor landbruget slet ikke var, som de havde forventet«, siger Jacob Huge-Jakobsen.

Han mener, at han har haft god succes med at uddanne og øge niveau hos sine ansatte, så de matcher dagens standarder i landbruget.

»Vores rekruttering er vanskelig på grund af den store afstand til udlændinge i deres hjemland, da vi beslutter os på informationer fra en tredjemand. Personlige interviews giver et meget bedre billede af, om man har kemi sammen, og om ansøgeren passer ind i tandhjulsrækken på holdet«.

Ifølge svineproducenten deler han problemet med flere landmænd. Han frygter, at en lav kvalitet og oftere udskiftning gør det svært for landmænd at opretholde en høj produktivitet.

»Deres CVer er bare ikke nær så gode som for fem år siden. Vi er nødt til at passe bedre på de folk, vi har nu. Det øger kravet til os som både ejer og driftsleder ved at gøre arbejdspladsen spændende og give interessante opgaver«, siger han.

Vær en aktiv leder

Som løsning peger han på, at landmænd skal blive bedre til at skabe en attraktiv arbejdsplads, så ansættelsen ikke bliver spildt.

»Vær en aktiv leder for din virksomhed eller bedrift. Det vil sige daglig synlighed, involvere i medarbejderens udfordringer og hold aktiv sparring. Det er med til at gøre dem mere motiverede, når de kan se, at du er der fysisk hver dag, brænder for det, de går og laver, og at du synliggør, hvor vigtig deres indsats er«.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle