Landmands forslag nu hos skatteministeren

Et forslag, om at landmænd i økonomisk krise kan låne momsprovenuet af staten, ligger nu på skatteminister Benny Engelbrechts, S, bord.

En landmand, der står og kigger ned i den økonomiske afgrund, vil have god gavn af de penge der blev i bedriften, hvis han fik lov at beholde differencen mellem købs- og salgsmoms - i hvert fald i en periode.

Forslaget kommer fra Niels Bundgaard, gårdejer med en mindre sobesætning ved Roskilde, som gav det til Venstres medlem af Folketinget, Jacob Jensen, for små tre uger siden. Forleden sendte politikeren spørgsmålet videre til ministeren.

»Det lyder interessant. Der har tidligere været en ordning, hvor mellemstore virksomheder kunne vente med momsopgørelsen, så de fik hjælp til likviditeten. Statens renteudgifter må være til at overse,« siger Jacob Jensen. Han pointerer samtidig, at han gerne modtager flere forslag.

For Niels Bundgaard kunne en udskydelse af momsbetalingen, som faldt for en månedstid siden, have givet en likviditetsforbedring på 300.000 kroner.

»Detaljerne og risici skal selvfølgelig gennemgås. Men jeg forestiller mig, det er forholdsvis nemt at administrere, og det skattemæssige underskud, der kan fremføres til efterfølgende år, mindskes, så der hurtigere kommer skatteevne,« påpeger Niels Bundgaard.

Han understreger, at det helt afgørende er, at der sker noget hurtigt for de landmænd, som er i alvorlig økonomisk krise lige nu.

»De har brug for hjælp her og nu,« siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle