Lav jordvold blev til et beskyttet dige

Hans Søren Nicolaisen fjernede en smal og lav jordvold ved en marksammenlægning i 2006. Det var et beskyttet dige, som nu kræves genopført i betydeligt større udgave.

Et jorddige fra 1800-tallet er beskyttet af museumslovens §29, også selv om det måske kun fremtræder som en smal og ubetydelig græsstrimmel mellem to marker.

Den lærdom er blevet helt klar for Hans Søren Nicolaisen i Sneslev ved Fuglede, efter at han i 2006 fjernede et lavt jorddige i en længde på 355 meter mellem to marker for at lette dyrkningen af bl.a. kartofler og grønsager.

»Skellet var 30-40 centimeter bredt, og der stod lidt buske. Jeg anede ikke, at der var tale om et beskyttet dige,« siger Hans Søren Nicolaisen.

»Der var i mine øjne kun tale om en markering af skel, og jeg forstår ikke, at den kan være beskyttet. Tidligere har der stået elmaster i skellet.«

Ingen logik

Hans Søren Nicolaisen er nu blevet pålagt at genopføre det tidligere dige, idet hans ansøgning om dispensation er afslået af først kommunen og senest af Natur- og Miljøklagenævnet.

»Jeg skal genetablere diget i en højde på 30-50 centimeter og 2,3 meters bredde. Så stort var diget langt fra, da jeg overtog det, men kommunen har taget udgangspunkt i et andet dige i nærheden,« siger ejeren.

Han ser ingen logik i afgørelsen, idet en del af det samme dige på den anden side af hans gård ind mod Sneslev ikke kræves genetableret.

»Min jord i en anden retning grænser også op til et stendige, som heller ikke er beskyttet,« konstaterer Hans Søren Nicolaisen.

Rationel drift ikke nok

Kommunen har i sin afgørelse lagt vægt på, at hensynet til en mere økonomisk og rationel drift ikke er nok til at begrunde en dispensation.

Det påpeges, at »diget har haft en betydelig størrelse,« og »at diget har såvel kulturhistorisk, biologisk som landskabelig værdi, og at diget sandsynligvis har været refugium og spredningskorridor for flere beskyttede arter.«

De nævnte værdier har Hans Søren Nicolaisen svært ved at se, skulle have været til stede. Men han vil genetablere et dige.

»Jeg pløjer op fra begge sider med en bedplov, så må vi se om diget bliver så stort som, det kræves,« siger landmanden.

»Hvis det ikke er tilfældet, bliver jeg vel meldt til politiet, og så tager vi retssagen.«

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle