Lemvigegnens Landboforening stemmer ja til fusion

Mandag 17. maj blev den første af to varslede generalforsamlinger afholdt hos Lemvigegnens Landboforening. Generalforsamlingen var mulig inden for de gældende covid-19 regler mod fremvisning af coronapas fra alle deltagere.

I generalforsamlingen, der indledtes med spisning, deltog 90 personer.

Før generalforsamlingen nåede til bestyrelsens forslag om fusion, gennemførtes en ordinær generalforsamling. Bestyrelsens forslag om fusion med Landbo Limfjord og Landbo Thy blev vedtaget med 51 af 54 afgivne stemmer. Forslaget skal for at være gældende vedtages på en anden generalforsamling, som afholdes 31. maj.

Formanden Morten Agger kom i sin anbefaling af fusionen omkring fordele som: flere kræfter til at udvikle rådgivningen for alle grupper af landmænd og en bredere base til at varetage de politiske interesser for medlemmerne af den nye forening, hvis navn bliver ’Fjordland’.

Ifald fusionen bliver en realitet, valgtes følgende til Fjordlands bestyrelse: Morten Agger, Jens Erik Nielsen, Peter Just og Thorleif Bjerre. Desuden skal der vælges en personalerepræsentant fra Lemvigafdelingen.

I sin beretning indledte Morten Agger med en omtale af det groteske og helt urimelige forløb omkring håndteringen af minkerhvervet. Det var hans klare forventning, at forløbet må behandles i en rigsretssag. Morten Agger bemærkede, at hans tillid til det demokratiske system havde lidt et alvorligt knæk af den måde, som hele minksagen har udviklet og fortsat udvikler sig på.

Beretningen fortsatte med behandling af politiske emner som: kvælstofregulering, efter- afgrøder, klimaudfordringer, CAP-reformen og mulige konsekvenser heraf, regulering af bævere, ulve, narturpleje og rewilding. Sidstnævnte har konsekvenser, som stritter i enhver retning i forhold til vor opfattelse af husdyrvelfærd og godt landmandskab.

Morten Agger omtalte Martin Merrilds store indsats for landbruget gennem mange år og beklagede, at der i forbindelse med hans fratrædelse ikke har været mulighed for at takke ham officielt for indsatsen.

Søren Søndergaard blev budt velkommen som ny formand og rost for sin evne til at skabe politiske alliancer, som nok skal blive til gavn for erhvervet, udtaler Morten Agger.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle