L&F rystet over behandling af landmand

Naturstyrelsen vil stadig intet ændre.

Hos Landbrug & Fødevarer er direktør Flemming Nør Pedersen rystet over, at Naturstyrelsen ikke vil rette det fejlbehæftede kortmateriale, der er skyld i, at Jacob Vestergaards ansøgning om miljøgodkendelse er gået i hårdknude.

Flemming Nør Pedersen understreger, at der ikke er nogen, der har bedt Naturstyrelsen om at træde ind i den konkrete sag. Det eneste, de er blevet bedt om, er generelt at forholde sig til, hvorvidt en grøft løber mod øst eller mod vest.

»En myndig person i Naturstyrelsen burde hurtigt tage initiativ til at sende et brev til klagenævnet og forklare, at den pågældende grøft, der er stridens æble, løber mod øst og ikke vest. Dette vil alene bidrage til den objektive, faktuelle sagsoplysning. På den måde vil klagesagen hurtigt kunne afgøres,« siger han.

Vil ikke ændre nu

Naturstyrelsen har dog ingen planer om at rette noget nu.

»Vi retter ikke noget, mens vandplanerne er i høring, først efter høringens afslutning 23. december,« siger kontorchef Thomas Bruun Jessen.

Selv om stridens kerne er fejl i Naturstyrelsens kort, mener han ikke, det er Naturstyrelsens ansvar, at sagen er påklaget til Natur- og miljøklagenævnet, og at de pådrager sig erstatningsansvar over for landmanden, hvis miljøgodkendelse forsinkes.

»Der skal langt mere til, for at myndigheder har erstatningsansvar. Vi har ikke handlet ansvarspådragende i denne sag,« siger han.

Thomas Bruun Jessen understreger dog, at Naturstyrelsen gerne vil svare, hvis Natur- og miljøklagenævnet henvender sig til dem.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle