Mælkeproducent rystet efter bøde på 800.000 kr.

Økologisk mælkeproducent Jette Jacobsen kalder til debat om sanktioner, der truer landmænd med ruin. Ikke rimeligt, at mindre lovbrud skal sende landmænd ud i konkurs.

Poltimanden i Sønderborg, der indkaldte Jette Jacobsen til en kop kaffe og en samtale i 2013, var venlig og flink og flittig med både kaffekande og Kleenex.

»Han spørger ikke, om jeg vil have en advokat, men siger: Jo mere, du fortæller, jo bedre får du det ... Han skulle hellere have sagt: Det her er en afhøring, og det kan være en meget alvorlig sag!«

Sådan husker økologisk mælkeproducent Jette Jacobsen starten på det lange mareridt, der nu for et par uger siden blev afsluttet med en dom ved byretten i Haderslev.

Jette Jacobsen blev dømt for at have overtrådt reglerne om udenlandske ansatte i perioden 2008-2010. For det skal hun betale en bøde på 800.000 kroner, svarende til 25.000 kroner om måneden til to tidligere ukrainske ansatte.

Har ikke anket

Jette Jacobsen har ikke anket bøden, for hun erkender, at hun »ikke har haft styr på reglerne«, og at hun tilbage i 2008-2010 har ladet en ukrainsk praktikant arbejde for mange timer, mens en anden ikke fik den lønstigning, han havde krav på efter praktikperioden men fortsatte til praktikantløn plus kost og logi.

Alligevel finder hun, at beløbet på 800.000 kroner skyder vildt over målet. Og hun insisterer på, at hun ikke har brudt loven med vilje.

»Vejledningen er tyk som en telefonbog, og når man så venter i 11 måneder på praktikanten, har man glemt alt om, hvad der stod,« siger Jette Jacobsen. Hun mener også, det spillede ind, at hun i 2008-2010 stod midt i stress og kamp for at få en miljøgodkendelse - en kamp, der trak ud i 10 år.

Vælger at være åben

Nu står Jette Jacobsen så med sin sag og sin dom, som hun har valgt at være åben om.

Hun håber, at hun på den måde kan lokke andre, der har været ude for noget af det samme, »ud af busken« så man kan bakke hinanden op og måske få råbt politikerne op om, at her må der gøres noget for at stoppe en praksis, der kan sende landmænd på stribe ud i konkurser for forseelser, som reelt er små, men som sanktioneres hårdt efter politisk beslutning.

Det kan blive svært, erkender hun. Men selv vil hun hellere vil stå frem end »gå og kigge ned i stenene«, som hun siger.

»Hvis du vidste, hvad der går af sladder om mig - sladder, der gør mig helt uigenkendelig. Det er lige før mine kolleger er hårdere ved mig end dommen og bøden. Men nu fortæller jeg min historie til gud og hvermand, for jeg ved, der kommer mange flere sager efter min.«

Opfordrer til sammenhold

Jette Jacobsen har en klar forventning om, at politiet har en hel stribe andre sager på vej.

Hun har fået mange personlige henvendelser, og bl.a. vil rygtet vide, at den politimand, som afhørte hende selv i 2013, nu ikke laver stort andet end at opklare sager om udenlandsk arbejdskraft, sager som politiet er blevet tippet om af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Derfor opfordrer hun nu »lidelsesfæller« til at kontakte hende med henblik på en fælles indsats.

Faktaboks

Sagen kort

  • Jette Jacobsen er idømt en bøde på 800.000 kr. for at overtræde reglerne om udenlandsk arbejdskraft.
  • Hun har ikke anket dommen.
  • En anden landmand er gået konkurs efter en bøde på 1.4 mio. kr.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle