Mindre gødning giver færre sygdomme

Skærtoft Mølle sælger dyrt i forhold til konventionel mel, så de kan acceptere lave udbytter.

Kornet er lige spiret frem, og marken står med friske lysegrønne spirer. I løbet af fire måneder skal det gennem en enorm forvandling, før det ender i poserne med økologisk mel hos Irma og andre supermarkeder.

Lige nu, hvor marken er nysået og ren, ligner det de konventionelle marker, men det bliver det ikke ved med, fortæller Jørgen Bonde, indehaver af Skærtoft Mølle på Als.

»Vores største udfordring er ukrudtet. Når hvedemarken er gul af ukrudt, ser vi den anden vej. Vi er blevet immune over for nabosnak,« siger han med et smil.

Værst er kvik, skræpper og tidsler.

»Vi bekæmper ukrudt på gammeldags manér, det vil sige ved at tage slæt på kløvergræsset. Efter høst harver vi og holder jorden sort en periode. Det er alt, hvad vi kan gøre,« siger han.

Og så accepterer han, at der er ukrudt, som går ud over udbyttet.

Sædskiftet på de 87 hektar hedder kløvergræs, vårhvede, vårbyg, spelt og rug. Med lidt variationer.

Kløvergræsset tjener som grøngødning. Desuden går der græssende kvæg. Det skal der, for bedriften er ved at blive lagt om til biodynamisk, hvor der skal indgå husdyr for balancens skyld.

Ud over gødning fra kløvergræsset får han husdyrgødning fra økologiske brug. Mængderne er langt fra, hvad andre giver.

»Man må vælge mellem kvalitet og udbytte,« siger Jørgen Bonde.

Han har valgt kvalitet, for hjertet brænder ikke bare for det korn, der vokser i marken, men i høj grad også for det korn, han maler til mel med stenkværnen i det tilhørende mølleri.

Udbytterne ligger derfor på cirka halvdelen af konventionelle udbytter. Det vil sige 3-4 ton pr. hektar i spelt og rug, 3 ton i vårbyg og 4-5 ton i hvede.

»Da vi begyndte at lave mel, vidste vi, at vi ikke ville kunne konkurrere på prisen. Derfor tænker vi mere i kvalitet end i udbytte,« forklarer han.

For at opnå de høje kvaliteter må man vælge sorter, der giver høj kvalitet og god smag, og de giver lavere udbytte.

Til gengæld glæder han sig over, at mindre gødning giver færre svampesygdomme. Sorterne, der ikke er højtydende, er måske også mere resistente. Mange økologer har døjet med gulrust i kornet de senere år, men ikke Jørgen Bonde.

»Vi har ikke problemer med svampesygdomme,« siger han.

Interesserne er også sammenfaldende, når det gælder lagersvampe og kvalitet. Kornet skal høstes, når kvaliteten er i top, det vil sige, at det har høje faldtal og højt glutenindhold. Det har det ikke, hvis det får lov at stå i ugevis i regnvejr, hvor risikoen for aksfusarium og meldrøjer vokser.

Faktaboks

  • Jørgen Bonde
  • Skærtoft Mølle, Als
  • Producerer økologisk hjemmemalet mel og perler til supermarkeder og restauranter

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle