Egentlig ville han være revisor. Men siden Kjeld Johannesen blev slagterimand har han ikke set sig tilbage. I dag står han som en af verdens største i sin branche. Et mål mangler dog.
På Kjeld Johannesens kontor i Randers står en asiatisk figur.
»Jeg har fået den i Korea eller Japan. Der er en pupil trykt i det ene øje. Når jeg har nået de mål, jeg skal nå, kan jeg sætte den anden. Det har jeg ikke gjort endnu,« fortæller slagteridirektøren roligt.
Direktøren, der gennem 25 år har ført Danish Crown gennem først fusioner og siden opkøb i ind- og udland beskriver sig selv som udpræget konkurrencemenneske.
Det høres i direktørens metaforer, der ofte tager udgangspunkt i hjertebarnet Aab. Og i hans holdning om, at han skal kunne løbe 10 km på under en time, så længe han er direktør.
Konkurrencegenet driver ham og dermed også Danish Crown fremad.
Men på spørgsmålet om, hvad hans største sejr er som slagteridirektør, bliver der stille.
»Det ved jeg faktisk ikke,« starter han og smiler let, før han fortsætter:
»Den største sejr for mig er nok, at vi i fællesskab mellem ejere, bestyrelse, ledelse og medarbejdere har kunnet føre Danish Crown til det, vi er i dag. Men det er jo ikke sådan én sejr,« konstaterer han.
Målet, der skal sætte pupillen i øjet på figuren, vil han ikke ud med konkret. I stedet kommer den ene af hans grundregler:
»Det er at levere. Målet er at levere,« siger han fast.
Revisor eller slagterimand
Grundreglen har været en hjørnesten, siden Kjeld Johannesen startede på kontoret i Struer-Hurup næsten 40 år tilbage.
»Det var ikke ønskejobbet dengang. De pæne, ordentlige job lå i bankerne eller den offentlige sektor,« fortæller direktøren, der i stedet flirtede med tanken om at blive revisor.
Han har dog aldrig set sig tilbage. Dynamikken og slagkraften i slagterierne tog hurtigt over. Glæden ved tal hænger dog stadig ved - og de flyver som den berømte spædekalvs-skidt fra direktøren i raskt tempo.
Hvorfor han er endt på toppen, hver gang Danish Crown er vokset, forklarer han med netop det at levere.
»Hvis man ikke leverer varen, bliver man vippet af pinden. Og det har da også været tæt på nogle gange undervejs. Men hvis der ikke kommer kriser, havde det nok været unaturligt,« konstaterer han og svarer så på det, der egentlig var spørgsmålet:
»Jeg ved ikke, om jeg er en dygtig slagteridirektør. Men jeg har da været her i 25 år.«
Selv om visitkortet har været det samme i alle årene, har jobbet været meget forskelligt. Kjeld Johannesen mener faktisk, at han har haft hele tre eller fire forskellige jobs i perioden, fordi opgaverne er skiftet så meget, afhængig af tiderne og slagteriets tilstand.
Krisetider
Kriser har Danish Crown ikke været foruden. Vigtigst for direktøren står 2007-2009.
»Vi var ikke konkurrencedygtige. I tidligere fusioner har jeg spillet en sikker hånd. Hvis vi kunne se synergier for 300 mio. kr., så lovede vi ejerne 200 mio kroner. På den måde var alle happy, når vi leverede 300,« siger han.
»Men i krisen i 2008 vendte vi det rundt og satsede hele butikken. Vi spændte målet til det yderste. Det gjorde det let at kommunikere til medarbejderne og sætte en dagsorden. Det lykkedes ikke 100 procent alle steder, men totalt set lykkedes det,« konstaterer han.
Hvor han er dårlig til at sætte navn på sejrene, så er han derimod ikke i tvivl om, hvornår han har tabt. Det samme gælder ansvarsplaceringen.
»Jeg har altid haft det sådan, at så længe, der er gode forklaringer på, hvad vi er oppe imod, så håber jeg også, at folk vil have forståelsen for det. Men ansvaret for det, ligger ubetinget hos virksomhedens daglige ledelse og hos bestyrelsen. Derfor skal man altid starte med at pege på sig selv.«
Ét ansvar vil han dog på ingen måde tage på sig. At udpege sin efterfølger er ikke hans opgave. Og at tale om, hvornår denne skal i spil, glider han af på.
»Der er ikke 25 år tilbage, det tør jeg godt love. Men hvis jeg overhovedet begynder at formulere sætninger i den ene eller anden retning, så begynder alle at vurdere på signalerne. Og den dag signalet kommer, vil jeg gerne, at det kommer fra både min formand og jeg. Et langt tilløb duer ikke,« slutter han.
Men først skal figuren have pupil på. Konkurrencemennesker slutter sjældent, før kampen er slut.
