Ny direktør i L&F: Hvem kommer efter Søren, Karen...

L&F har haft stor succes med en politiker på direktørposten. Nu melder spekulationerne sig om, hvorvidt den næste også er en person kendt fra politik.

Mange begræder Karen Hækkerups beslutning om at trække sig fra posten som direktør i L&F. Efter fire år på posten valgte den populære direktør i fredags at trække stikket for at blive hjemmegående husmor i Dragør for en periode.

Umiddelbart var den socialdemokratiske toppolitiker Karen Hækkerup og den danske landmand i L&F ellers et umage par, men Hækkerup var en af de ønskekandidater, formanden Martin Merrild havde ringet til og bedt om et møde.

Og det skulle hurtigt vise sig, at man havde lavet et scoop ved at overtale Hækkerup til at droppe politik frem for erhvervslivet. Topposten i landbruget var ikke det eneste jobtilbud, Karen Hækkerup havde fået i sin ministertid. Men landbrugsjobbet var det eneste, hun ville have.

Slog rod i fire år

Karen Hækkerup blev nærmest båret ind på Axelborg og i landbruget, da hun i 2014 sagde ja og tak til jobbet som administrerende direktør. Et job, der kun nåede at stå ledigt i 16 dage, efter en anden politiker, venstremanden Søren Gade, under stor bevågenhed havde forladt hjørnekontoret på Axelborg.

Men selv om Karen Hækkerup lovede at slå rod og blive, så blev det altså ’kun’ for fire år, og i L&F skal man nu til at se sig om efter en ny direktør.

En politiker igen?

Selv uden for citat får man ikke rigtig nogen til at sætte navn på, hvem der bør være den næste direktør i L&F. Løse skud som Ida Auken og Margrethe Vestager dukker op, og så er der ham, som ingen nævner.

En ny Søren.

I maj forlod venstremanden Søren Pind politik og posten som landets uddannelses- og forskningsminister. Umiddelbart før var ministerens drøm om at blive direktør for nationalscenen Det Kongelige Teater glippet. Den farverige Pind, som over for tilhørerne på delegeretmødet i L&F i november sidste år, gjorde en god figur som gæstetaler og forsanger, har siden sin afgang fra dansk politik skrevet på en bog.

»Jeg skal starte på noget 1. oktober, som jeg glæder mig til. Jeg skal ud og virke igen«, sagde han i det populære radioprogram Mads & Monopolet på P4 dagen efter, at Karen Hækkerup havde sagt sit job op på Axelborg.

Hellere Vestager end Gjerskov, hvis du spørger mig

Vi har alle nydt godt af alt det, som Karen Hækkerup kunne. Hun har haft en fantastisk evne og adgang til at skabe lydhørhed uden for landbrugets lejr. Politikerne har taget telefonen, når Hækkerup ringede. Og de har lyttet til, hvad hun sagde.

Det nemmeste er at vælge en ny fra egne rækker, men det synes jeg ville være et tilbageskridt. Det ville være helt OK for mig, hvis vi kunne få en tvillingesøster til Karen med de samme holdninger. Hvis det skal være en politiker, må det ikke være en radikal, for de vil tage jorden fra os. Det skulle da lige være Margrethe Vestager, selv om jeg tvivler på, at hun vil sige ja. Hvis det blev Mette Gjerskov, så er jeg ikke sikker på, at jeg kan komme op om morgenen.

Mogens Dall, formand for LandboSyd.

Den nye direktør skal sørge for, at landbruget er synligt

Karen Hækkerup har gjort en formidabel opgave med at få synliggjort erhvervet over for det øvrige samfund. Det synes jeg også er den vigtigste opgave for den næste direktør.

Han eller hun skal fortsætte i det samme spor. I L&F har vi rigtig mange gode medarbejdere i maskinrummet, men jeg synes, at vi skal have en ny frontfigur udefra. Det behøver ikke at være en politiker. Jeg vil hellere sige det sådan, at det skal være den bedste person til jobbet. Og så kan det godt være, at man skal gentænke hele det setup, der er i direktionen.

En ny direktør giver også muligheder, men jeg skal ikke give gode råd, og du får mig ikke til give et navn på den, som jeg gerne ser i jobbet.

Torben Hansen, formand for bestyrelsen i VKST.

Man skal aldrig begynde at lede efter én magen til

Det dur ikke at ansætte en kopi. Og så er det lige meget, hvor glad man har været for forgængeren. Det er dømt til at mislykkes. Ikke to mennesker er ens, og man kan ikke finde en tilsvarende person. Men man skal finde ud af, hvad det var, der skabte succesen. Så får man en idé om, hvilken slags person man leder efter.

Jeg er ikke involveret i at skulle finde en ny direktør i L&F, men hvis jeg skal komme med et godt råd, så er det, at man skal være ambitiøs og tage afsæt i det globale perspektiv for landbruget. L&F skal være skarp på strategien og ansætte én, der kan føre den ud i livet. Et direktørskifte er en god anledning til at retænke hele setuppet, selv når man har en solid bestyrelse og en stærk direktion.

Anni Kohl, administrerende direktør i JobAdvice Management.

Det skal være én, der passer ind på holdet

Den vigtigste opgave for en ny direktør er at være det synlige ansigt udadtil. Det skal være en stærk kommunikator. Sådan som setuppet er nu i direktionen, er det den plads, der er ledig.

Jeg ved godt, at det kan lyde, som om jeg peger på en ny Karen Hækkerup, men det er kun fordi, det nuværende setup er så stærkt, at det er fristende at forlænge det. Jeg vil da anbefale, at man ser lidt bredere ud, når man skal finde en ny direktør.

Hvis man finder den rigtige person, hvem så end det er, må man måske til at flytte lidt rundt på de mennesker og ressourcer, som man har i forvejen. Det er jo ikke så anderledes i forhold til det, som vi gør ude på landbrugene.

Niels Vestergaard Salling, formand for LandboNord.

Farligt at lede efter en klon af Karen

I min optik skal den nye direktør kunne samle landbruget, så vi står på den samme platform. Så skal vedkommende signalere synlighed over for både politikerne og befolkningen, og så skal det være én, der kan få direktionen til at arbejde godt sammen, sådan som den gør i dag.

Karen Hækkerup har været et fund, fordi hun som politiker, kvinde, mor og bybo har været med til at blåstemple landbruget. Og jeg er da ærgerlig over, at hun skal noget andet. Men jeg tror, det er farligt at lede efter en klon. Man ville forlange det samme og blive skuffet. Det er et hårdt og slidsomt arbejde at være direktør, og jeg tror, L&F skal blive bedre til at udnytte de øvrige ressourcer i direktionen.

Torben Povlsen, formand for Centrovice.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle