Ny Hardi-liftsprøjte rummer 2.200 liter

På Agritechnica kommer Hardi med en ny liftsprøjte, Hardi Mega, med op til 2.200 liter i tanken. Også den selvkørende Hardi Alpha bliver større.

Det er en liftsprøjte af de helt store, Hardi bringer med til dette års Agritechnica. Den kommende Hardi Mega fås med tanke på op til 2.200 liter, hvilket placerer den i sin egen klasse blandt liftsprøjterne.

Liftsprøjter har traditionelt været anvendt på mindre brug eller i bakket terræn, men eftersom traktorerne er blevet større og større, er der nu grundlag for større liftsprøjter - samt at mange anvender en supplerende fronttank ud fra den betragtning, at det alligevel er nødvendigt med ekstra vægt fortil, lyder det fra Hardi.

Under udviklingen af Mega har det været afgørende at få en så stor tank som muligt. Den store tank fylder en del, men det har man hos Hardi løst ved at udnytte pladsen hen mod traktorens kabine. Nyheden kommer med bombredder fra 20 til 28 meter, det vil sige den såkaldte Pro VP-bom.

5.000 liter i selvkørende Alpha

Hardi medbringer også en opdateret udgave af den selvkørende Alpha.

»Flere henvendte sig til os med ønsket om en større tank på den selvkørende sprøjte. For nogle var den ganske enkelt for lille, så derfor er vi til 2016 klar med en opdateret Alpha evo, der rummer 5.000 liter i tanken,« fortæller Ralf Pape, Hardi.

Sprøjten kommer til 2016 til at køre med en Deutz-motor på 245 heste, der nu lever op til tier 4F/Stage IV-kravene. Den får også Hardis AirRide luftaffjedring, som kommer fra Sariator-sprøjten.

Alpha får også hydraulisk justering af sporvidden fra 1,8 til 2,8 meter - afhængig af dæk.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle