Nye opgaver venter for Kent Skaanning

Kent Skaannings arbejdsliv stopper ikke med salget af Hegndal. Rådgivning og biogas optager den travle vestjyde.

Selv om Kent Skaanning bedyrer, at det kommende salg af Hegndal letter på arbejdsbyrden, så er der fortsat mange arbejdsopgaver i kalenderen for den vestjyske altmuligmand.

Det kan man med rette kalde Kent Skaanning, der aldrig har været bleg for at gå forrest og udfordre sig selv.

Det gjorde han som formand for Danske Svineproducenter, men også da han i midten af 1990’erne kastede sig over gylleseparation, og i 2000 skulle biogassen få en permanent plads i hans hjerte, da han etablerede et anlæg på Hegndal.

Netop biogas er det, Kent Skaanning fremover vil koncentrere sig om.

Han er blandt andet stifter af og formand for Combigas, der projekterer biogasanlæg i ind- og udland.

Ambitionerne er til at tage at føle på for firmaet, der har til huse på 1. sal i en længe på Hegndal.

»Vi har et koncept, som er ultimativt det bedste på markedet. Vi har en virksomhed, der omsætter for mere end Hegndal, og vi satser på at sælge fem biogasanlæg i Danmark i 2015,« fortæller Kent Skaanning.

Byder ind på store biogasanlæg

Foruden det danske marked arbejder firmaet med en lang række projekter i udlandet. Tre biogasanlæg er solgt i Frankrig, og et stort anlæg er ved at blive bygget til et stort kvægbrug med 35.000 fedekøer i Sydafrika.

»Der er enorme muligheder derude med biogas, som er energi- og miljøeffektivt,« siger Kent Skaanning, der med sit engagement i Combigas er i gang med at opføre et biogasanlæg i Irland og et i Storbritannien.

Landbrug bør eje biogasanlæg

Han ærgrer sig dog på landbrugets vegne over, at det ikke i højere grad er lykkedes for landmænd at eje biogasanlæg.

»Jeg havde gerne set, at landbruget også blev energileverandør frem for blot råvareleverandør, som vi ser det ske nu, hvor store energiselskaber etablerer biogasanlæg,« siger Kent Skaanning.

På Hegndal har han også været vant til biogas. To biogasanlæg er opbygget i umiddelbar nærhed af Hegndal, som aftager gylle fra den store vestjyske svinebedrift.

Foruden Combigas og et andet biogasselskab er Kent Skaanning involveret i rådgivningsaktiviteter i selskabet Dan-Pig, som rådgiver om svineproduktion.

Også i dette selskab er han i dag bestyrelsesformand.

»Rollen som bestyrelseformand passer mig bedst. Jeg hader fakturaer,« siger Kent Skaanning og smiler.

Faktaboks

Efter Hegndal

  • Kent Skaanning er involveret i tre virksomheder
  • Det drejer sig om Dan-Pig A/S, Combigas Gundesbølvej ApS og Combigas ApS
  • Dan-Pig omfatter rådgivning, mens de to øvrige selskaber har aktiviteter inden for biogas

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle