Nykredit: Vi eftergiver ikke gæld til vore kunder

Det er en ærlig sag at gå fallit, men både långiver og låntager skal handle ordentligt, påpeger kreditdirektør.

Landmænd kan godt glemme alt om, at banken og kreditforeningen nedskriver gæld, så de kan blive på gården. Det er ikke en fremgangsmåde, de bruger nu om dage.

»Tab er noget vi forbinder med ejerskifte,« siger Poul Erik Jørgensen, vicedirektør i Nykredit, der både driver bank og realkreditvirksomhed.

Ifølge Poul Erik Jørgensen er nedskrivning af gæld det samme som at defavorisere andre kunder, der måske også kæmper med stor gæld, men som formår at betale. Derfor må landbrug, der ikke på sigt kan servicere deres gæld, ovedrages.

»Vi forærer dem ikke væk til naboen, vi sælger dem i princippet til den pris, de er værd,« siger han.

Ofte er gårde på tvangsauktion eller ved tvangssalg billigere end andre gårde. Det skyldes ifølge Poul Erik Jørgensen, at de ofte er nedslidt gennem en periode.

»Og de sælges uden ansvar af nogen art lige som dødsboer,« tilføjer han som forklaring på, at de ofte er billigere.

Særlige hensyn

Poul Erik Jørgensen peger på, at der er særlige hensyn, når landmænd bliver nødt til at lukke ned, bl.a. fordi familien bor på ejendommen, hvor der også er dyr, der skal passes og så videre. Derfor har alle Nykredits Landbrugscentre medarbejdere, der har særlig ekspertise på området.

»Vi går op i at have en ordentlig etik, også når det gælder nødlidende landbrug,« siger han.

Deri ligger blandt andet, at hvis landmanden ender med en helt urealistisk stor gæld og har ret til gældssanering, når ejendommen er afviklet, behøver han ikke gå rettens vej for det i Nykredit.

Poul Erik Jørgensen understreger, at alle situationer er individuelle, og at han ikke taler om en konkret sag. Men Nykredit vil altid gå i dialog med den kriseramte

»Vi går efter at vurdere den samlede situation realistisk og efter at have forståelse for den samlede situation,« siger han.

Det vil sige, at hvis man beder en landmand om at leve op til nogle krav, og han så gør det, så skal långiverne også leve op til aftalen.

Grænsebrud

Desværre oplever Nykredit også, at nogle kunder prøver at bryde grænser, det vil sige sælge aktiver og bruge pengene selv.

»Så bliver vi mere skarpe i tonen, end hvis man optræder ansvarligt,« siger han.

Nogle landmænd forundres over, at långiverne holder liv i dem længe, hvorefter de pludselig tvinges til at lukke.

»Vi har ikke den politik at holde landbrug i live, og så falder hammeren pludselig,« siger Poul Erik Jørgensen.

Han mener heller ikke, at hverken pengeinstitutter eller kreditforeningerne har interesse i det, fordi Finanstilsynet holder skarpt øje med, om der er tale om »placeringsløsninger« og kræver, långiverne skal nedskrive eller solvensforhøje i den slags situationer.

Poul Erik Jørgensen erkender, at der ved valg af kurator i et konkursbo kan være lidt kamp om, hvilken långiver der skal have rollen. Det skyldes, at det har betydning for, hvordan konkursboet styres bagefter. Blandt andet hvad den konkursramte må bruge penge på.

»Alle kreditorer og familien har jo forskellige interesser, så der kan være interessekonflikter, men det skal ske på en etisk måde,« siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle