Odsherred Kommune afskaffede gebyrer

Borgmesteren er frustreret over, at de ikke må indføre et fast, lavt gebyr på 500 kr.

Odsherred Kommune er en af de kommuner, der har besluttet at afskaffe byggesagsgebyrerne.

»Vi har afskaffet det fuldstændigt i år, både for erhverv, landbrug og private, men fra næste år har vi besluttet at indføre et fast gebyr på 500 kr. Vi vil gerne sikre os, at folk har tænkt sig om, inden de kommer til kommunen, og vi regner ikke med, at 500 kr. vil standse et fornuftigt byggeprojekt,« siger borgmester Thomas Adelskov.

»Det er sidste år med håndværkerfradrag, og vi syntes, det var et godt tilbud at slippe for gebyrer. Det er også vores indtryk, at folk er glade for det, så vi vil gerne videreføre det,« siger han.

Selv om Odsherred Kommune med et fast, lavt gebyr på 500 kr. har fundet en nem og billig model, er det langt fra sikkert, at myndighederne vil acceptere denne løsning.

»I torsdags fik vi brev fra ministeriet om, at vi enten skal gøre det gratis eller efter timeforbrug.

Hvis det skal være gratis, kommer vi til at mangle pengene i budgettet, og med tidsregistrering bliver det meget dyrere, så vi er lidt frustrerede og noget opgivende over for det statslige bureaukrati, der er fuldstændig umuligt at arbejde med, men vi giver ikke bare op. Vi overvejer at fastholde de 500 kr. i civil ulydighed og håbe på, at det går, hvis ingen klager,« siger Thomas Adelskov.

Afskaffelsen af byggesagsgebyrerne har i år kostet Odsherred Kommune tre mio. kr., og næste år vil det koste yderligere en halv mio. kr. ifølge borgmesteren.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle