Optimering af kvægmineraler er i fokus hos ny rådgiver

Mads Holm Danielsen har efter en lang karriere i kvægbranchen etableret sit eget firma med speciale i rådgivning i mineraler.

Han har været selvstændig kvægbruger, været med til at få Heattime til Danmark og endelig produktkonsulent hos Mosegaarden i snart seks år.

Men nu er Mads Holm Danielsen, Støvring, startet for sig selv.

»Jeg ville gerne have mere frihed og prøve tilværelsen af som selvstændig,« fortæller han.

I starten troede han, at det nystartede firma skulle tilbyde tværfaglig rådgivning til kvægbrugerne, men omdrejningspunktet er nu mineraler og rådgivning i at få den bedste mineralblanding til prisen.

»Jeg er alene i firmaet, og derfor er det svært at tilbyde tværfaglig rådgivning. Til gengæld kan jeg se, at der er et uudnyttet potentiale i at hjælpe kvægbrugerne med at finde den rigtige mineralblanding til en fornuftig pris,« siger han.

Mineralblanding i udbud

Rådgivningen i mineraler tager sit udgangspunkt i foderplanen til køerne.

»Jeg sammensætter mit bud på den bedste mineralblanding, som jeg sender i udbud til tre firmaer. Derefter hjælper jeg landmanden med at finde det bedste af de blandingsforslag, som firmaerne har sendt. Jeg har ingen kommerciel interesse og er landmandens mand,« siger han.

»For mange kvægbrugere er det at købe mineraler uoverskueligt, og derfor risikerer de at købe noget, som de ikke har brug for til en for høj pris,« fortsætter han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle