Orme er bedre end maskiner

Stor regnorm gør det grove arbejde og sparer en mængde dieselbrændstof.

Søren Ilsøe, Knudstrupgård ved Sorø, ville ikke drømme om at bruge en grubbesåmaskine til såning af raps. Grubbertænderne ville ødelægge en målbevidst indsats gennem flere år.

"Reduceret jordbearbejdning lykkes kun, når der er etableret en god bestand af stor regnorm," siger Søren Ilsøe.

"Din jord er noget hård, siger folk der har besøgt mine marker bevæbnet med et jordspyd. Mit svar er, at jordbunden er perforeret som en schweitzer-ost. Der er masser af lodrette kanaler, som er fremstillet af stor regnorm. Det er stabile makroporer, der ikke alene giver jorden en god afdræning men også en bedre bæreevne. Samtidig virker de lodrette kanaler som 'motorveje' for afgrødernes rødder, der straks søger i dybden," understreger Søren Ilsøe. Han er næstformand i Foreningen for Reduceret Jordbearbejdning i Danmark (FRDK).

Tåler tunge maskiner

"I de første tre-fem år med reduceret jordbearbejdning kunne jeg tydeligt se sporene efter gylletrækket i vårbyggen. Nu kan køresporene fra traktor- og gyllevogn ikke anes i vårbyggen, selv om det fuldtlastede gylletræk vejer 47 ton, og forholdene her i det ret fugtige forår var ugunstige," siger Søren Ilsøe.

Han tilskriver jordens forbedrede bæreevne virkningen af jordstrukturen med de stabile makroporer, som frembringes af stor regnorm (Lumbricus terrestris).

Biomassen af regnorme vedligeholder den gode og stabile jordstruktur, når de vel at mærke får fred til det i kraft af den reducerede bearbejdningsdybde. Ormene sparer dermed en mængde dieselbrændstof. Eneste post på udgiftssiden er, at de skal "fodres" med de døde plantedele (afgrøderester) på overfladen.

Regnorme sparer brændstof

Søren Ilsøe har på grundlag af optællinger estimeret, at der er en regnormebestand på mindst en halv million individer pr. hektar.

"Det var en stor oplevelse at gå på markerne en mørk aften her i foråret bevæbnet med en lommelygte. Det så at sige myldrede med regnormeaktivitet på overfladen," siger han. Aktiviteten skyldes, at stor regnorm ernærer sig ved at trække døde planterester ned i de lodrette kanaler.

"Stor regnorm kan nå en alder på 12-14 år, hvor de etablerer og vedligeholder de stabile lodrette kanaler, der kan nå en dybde på godt to meter. Det gælder om at bevare denne struktur af stabile makroporer," siger Søren Ilsøe.

"Derfor kan jeg ikke gå ind for grubbesåning eller pløjning af og til. Bearbejdning i dybden ville for regnormene svare til et voldsomt og ødelæggende jordskælv i vores verden," siger han.

Kræver tålmodighed

Efter en indsats gennem mere end 10 år med reduceret jordbearbejdning har Søren Ilsøe etableret en gunstig jordstruktur med den nyttige bestand af stor regnorm. Foruden makroporerne er det også vigtigt, at der etableres et overfladelag med passende indhold af organisk materiale.

"Når omlægningen til reduceret jordbearbejdning er på plads, kan al jordbehandling ske i seks-syv cm dybde. Men det kræver en del tålmodighed at nå til det niveau," siger han.

Søren Ilsøe beretter om erfaringerne med reduceret jordbearbejdning på hjemmesiden ilsoe.info og frdk.dk, der drives af Foreningen for Reduceret Jordbearbejdning i Danmark.

hoeg@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle