Overraskende fund af sneskimmel

Fund af sneskimmel i tidligt sået vinterhvede får planteavlskonsulent til at understrege vigtigheden af, at man vælger de rigtige sorter. Ellers risikerer man omsåning - selv efter en mild vinter.

»Der er nogle landmænd, der skal være mere end almindeligt glade for, at vi har haft en mild vinter. For kombinationen af tidlig såning og et forkert sortsvalg kunne have kostet omsåning flere steder.«

Det siger Lars Møller-Christensen, planteavlskonsulent, Vestjysk Landboforening.

I sidste uge var han på besøg hos en landmand, der havde sået hvedesorten KWS Dacanto. Og på trods af at der kun har været tre dage med snedække i Vestjylland, så var afgrøden angrebet af sneskimmel.

»Marken skulle ikke sås om. Men havde vi haft en længere periode med snedække, kunne det meget vel have været gået galt.«

Derfor opfordrer Lars Møller-Christensen til, at man ved tidlig såning er meget opmærksom på, hvor modstandsdygtig sorten er over for udvintringssvampe.

Har manglet barfrost

Sneskimmel optræder hyppigst i vinterbyg men kan også angribe de øvrige kornarter.

»Jeg har ikke set marker, der har skullet sås om på grund af sneskimmel i år. Men det er tydeligt at se, at afgrødernes vækst ikke er blevet bremset af tidlig frost i efteråret. Det ser vi også af og til i græs, hvor pelsen bliver for lang, og så må vi blot håbe, at barfrost i efteråret kan tørre bladene og bremse væksten, så bladene ikke falder ned og giver grobund for sneskimmel,« siger Lars Møller-Christensen.

Faktaboks

Sneskimmel

  • Sneskimmel fremmes af tidlig såning, fordi kraftig plantevækst og snelag fremmer svampen. 
  • I kraftige afgrøder kan man eventuelt bekæmpe sneskimmel langs hegn.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle