Placerer gylle til majs med automatisk styring

Maskinstation udvikler nedfælder til placering af gylle. Senere sås majsen i præcise positioner i forhold til gyllestrengen.

Hvor præcist kan man så majs i forhold til gylle der på forhånd er nedfældet i strenge med samme rækkeafstand?

Det spørgsmål er AgroTech, Landscentret, i gang med at undersøge med henblik på at udarbejde en Farmtest.

Undersøgelsen finder sted på marker, hvor der er placeret gylle med en ombygget sortjordsnedfælder, som er monteret på en selvkørende Vredo (redskabsbærer). Der kan placeres mellem 20 og 40 ton gylle/hektar som startergødning for majsen.

Vredo'en har AutoFarm automatisk styring, der er leveret og monteret af Agrovo.

Det er Kongeådalens Maskinstation der har ombygget nedfælderen, så den kan placere gylle i strenge med en rækkeafstand på 75 cm. Nedfælderen har 12 rækker og dermed en arbejdsbredde på ni meter. Takket være den GPS-baserede automatiske styring kan fremstilles et chipkort med data fra den aktuelle mark.

Dette chipkort anbringes i traktoren med majssåmaskinen, så majskernerne kan sås præcist over den placerede gylle. Gyllen placeres i en dybde på 20 cm, mens majsen - som normalt - sås i fem-seks cm dybde.

"Kongeådalens Maskinstation har den mest præcise GPS-teknologi til rådighed. Teoretisk kan det derfor lade sig gøre at placere majskernerne præcist over gyllestrengen.

Farmtest-undersøgelsen har til formål at undersøge, hvor stor præcisionen er i praksis, herunder på hældende terræn," siger konsulent Jørgen Christensen, AgroTech, Landscentret.

"Vi har testet metoden sidste år. Der var kun få begyndervanskeligheder. Nu kender vi den nye teknologi så godt, at vi ikke har nogle betænkeligheder," siger Henrik Lund der ejer Kongeådalens Maskinstation sammen med Morten Christensen.

"Muligheden for at udbringe gylle som startergødning for majs udvider sæsonen, hvor vi kan bruge Vredo'en med nedfælder. Vi får på den måde udvidet sæsonen med 10-12 døgn," siger Henrik Lund.

hoeg@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle