Plantekongressen sætter fokus på målrettet regulering

Vær med i debatten om fremtidens regulering af kvælstof på Plantekongressen i januar.

Årets helt hotte emne på Plantekongressen 14.-15. januar er målrettet regulering, som der sættes fokus på i seks sessioner. Hør om retentionskort, drænvandsundersøgelsen, nye vandområdeplaner og emissionsbaseret regulering. Blandt andet resultaterne fra et nyt pilotprojekt med afprøvning af to modeller, som er sat i gang i forlængelse af Natur- og Landbrugskommissionens anbefaling af målrettet regulering. Og deltag i debatten om fremtidens regulering af kvælstofanvendelsen.

 

Regulering baseret på målinger

Mange landmænd forventer, at en regulering baseres på aktuelle målinger af tabet til omgivelserne og ikke på normtal og modeller. Videncentret for Landbrug har gennemført et orienterende projekt på en ejendom på 250 hektar og præsenterer resultaterne. Kvælstoftabet er her bestemt med N-min prøver af jorden og ved måling af N-indhold i drænvand.

Emissionsbaseret regulering af brug af kvælstof, fosfor og pesticider, og måske også ejendommens kulstofbalance, stiller krav til kildesporing – f.eks. i vandløb, der får bidrag fra flere bedrifter. Men reguleringsformen giver også mulighed for produktionsoptimering. Målinger forskellige steder i systemet kombineret med modellering af de enkelte marker kan hjælpe med at identificere problemer og optimere løsninger. Hør mere om emnet, hvor Brian H. Jacobsen fra Københavns Universitet også kommer med sit bud på den økonomiske gevinst ved målrettet regulering.

Drænvandsundersøgelsen

Videncentret har i samarbejde med landmænd lavet målinger af N- og P-koncentration i dræn på over 700 lokaliteter i Danmark igennem tre år (2011-14). Ud fra de første to års resultater har Aarhus Universitet lavet detailstudier på tre af lokaliteterne. Hør om de nye resultater, der blandt andet viser, at der på visse lokaliteter sker en stor reduktion (denitrifikation) af kvælstof i bunden af rodzonen.

Med udgangen af 2014 skal der ligge et nyt retentionskort for Danmark. Altså et kort der viser, hvor meget af det kvælstof, der forlader rodzonen, som når frem til det marine område. GEUS præsenterer mere detaljeret kortlægning af retentionen, så det bliver muligt i større omfang at kortlægge de steder, hvor man opnår størst effekt af indsatsen.

Hør også om de nye mål og modeller bag de kommende vandområdeplaner, som sendes i høring senest 22/12 2014. Hvilke mål bliver der for fjorde og søer, og hvor stor er fokus på kvælstof og fosfor?

www.plantekongres.dk

Faktaboks

Plantekongressen 2015

  • 14.-15. januar i Herning
  • 88 spændende sessioner og 142 indlægsholdere 
  • Fire helt nye temaer: Målrettet regulering Støttemuligheder It på bedriften Unge landmænd
  • Tilmeld dig senest 2/1 og undgå gebyr på 300 kr

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle