Private behandler små landbrug lige som store

Private virksomheder er ydmyge over for mindre landbrug, fordi de ved, der er brug for deres dyr.

Andelsselskaberne betaler små landbrug mindre for deres produkter end de større landbrug. Sådan lød det stort set uimodsagt i en artikel i LandbrugsAvisen for nogle uger siden. Nu ser det ud til, at private virksomheder behandler de små landbrug bedre, eller i hvert fald lige så godt som de store. Det mener kyllingeproducent Tommy Dideriksen fra Næsbjerg ved Varde, der også er bestyrelsesmedlem i Familielandbruget Sydvest.

»Jeg føler, jeg får en behandling, der nærmest er bedre end de store,« siger han.

Han leverer årligt 300.000 slagtekyllinger til det private Danpo-slagteri, der betaler samme pris pr. kylling uanset omfang, og han har også en teori om hvorfor, de behandler ham godt.

»Det er deres egne penge, der står på spil, og de er ydmyge over for, at der kommer dyr på krogene,« siger han. Samme oplevelse har han hos de private grovvareforeninger, der også behandler mindre producenter på højde med store.

Samtidig glæder han sig over, at producentforeningen hos Danpo har en aftale om ikke at opsige leveringsaftaler begrundet i, at leverandørerne bliver for små.

Han undrer sig over, at de store andelsselskaber ikke gør lidt mere ud af de små, for samlet set har deres produktion stor betydning for, at der kommer mælk nok til mejerierne og dyr nok til slagterierne, mener han.

»Man kan godt undre sig over den forskelsbehandling, for hvis det er så godt at være stor, hvorfor er det så de små, der skal betale,« spørger han.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle