Rejs dog ud, I kan snakke når I bliver gamle

Folk snakker om det, og de kommer aldrig af sted, siger ung landmand, der varmt anbefaler udlandspraktik.

Mikkel Weis-Foghs tur med Travel to Farm som praktikant i Australien startede med snak, men nu seks måneder senere sidder han rig på oplevelser i Sydvestaustralien.

"Rejs dog ud, så kan I sidde og snakke om, hvordan tingene var, da far var ung, når I bliver gamle," plejer han at sige.

Mikke Weis-Fogh er en af de i alt 7.000 unge landmænd, som Travel to Farm, tidligere Landøkonomisk Rejsebureau, har sendt til udlandet i sin snart 100-årige historie.

"Australien er et fantastisk land, 176 gange større end lille Danmark. At arbejde i store forhold er en oplevelse. At sidde på en mejetærsker med 41 fod skærebord, at sprøjte med 23 km/t, og de kæmpe store farme i alle størrelser fra 2.000 til 20.000 hektar er en meget speciel oplevelse," fortæller han videre.

Fra 16. november til 18. januar var mejetærskeren hans dagligstue. Da høstede han på de 3.000 hektar hos familien Perry, som han bor hos. I den periode var der ikke megen tid til søvn. Siden har han haft tid til at se sig om, og han slutter af med et par måneders rundrejse, før han tager hjem.

"Min tur til Australien vil være mit livs oplevelse, som jeg altid vil huske," siger han og tilføjer, at det har været meget nemt at arrangere, fordi Travel to Farm har taget sig af det.

Sproget skal heller ikke skræmme nogen fra at rejse, det bliver hurtigt opgraderet, mener Mikkel Weis-Fogh, der som han selv siger "ikke kunne sige hvor gammel han var" på engelsk, før han rejste.

"Det eneste man skal sørge for er at pakke tasken og huske sit pas," siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle