Rift om pladserne i ny bestyrelse for Økonomi & Virksomhedsledelse

Syv kandidater er på banen før delegeretmøde skal vælge fire landmænd til ny sektorbestyrelse. Plads kan bane vej til primærbestyrelse

Mindst syv kandidater skal dyste om de fire landmandspladser i den nye sektorbestyrelse for Økonomi & Virksomhedsledelse.

Det står klart få dage før Landbrug & Fødevarers delegeretmøde i Herning 9.-10. november, hvor valget sker.

De syv kandidater, der har meldt sig til nu, fordeler sig over hele landet:

Østlige Øer med Bornholm og Nordsjælland peger på én kandidat, i Region Syd stiller to op, i Region Midt én, og i Region Nord to.

Desuden peger Landbrug & Fødevarers Familielandbrugssektion på en kandidat fra egne rækker.

Kandidaterne

De syv kandidater er:

Fra Østlige Øer: Godsejer, planteproducent, Poul Henrik Prahl, Smakkerup Gods ved Kalundborg, der er første viceformand i landboforeningen Gefion.

I Region Syd opstiller svineproducent Berith Nissen, Haderslev. Hun er først uddannet sygeplejerske og har desuden taget en merkonom i økonomi og finansiering. Hun er næstformand i Sønderjysk Landboforening.

Også fra Region Syd opstiller mælkeproducent Anders Harck (45), der er agronom med speciale i finansiering. Han har 10 års rådgivererfaring som driftsøkonom og virksomhedsrådgiver og har været landbrugskundechef i Realkredit Danmark i fire år. Han er også næstformand i Sydvestjysk Landboforening.

Formand fra Lemvig

Fra Midt opstiller Bent Graversen, formand for Lemvigegnens Landboforening.

Bent Graversen driver et alsidigt landbrug med planteavl og slagtesvin. Han er medejer af svineproduktion i Ungarn og driver vindmøller i Danmark, Sverige og Tyskland.

Bent Graversen har siddet i bestyrelsen for Lemvigegnens Landboforening i 20 år.

To kandidater fra nord

I nord er Ulrik Krogsgaard, anden næstformand i Agri-Nord, kandidat. Han er desuden formand for AgriNord svineproduktionsudvalg.

Fra LandboNord opstiller godsejer Jørgen Skeel, Birkelse. Han har en HD i finansiering og er bl.a. formand for AKV kartoffelmelcentralen i Vendsyssel, formand for Hedeselskabets repræsentantskab og næstformand i Hedeselskabets bestyrelse.

Fra Familielandbruget kandiderer svineproducent Ejnar Kirk Thomsen, Holstebro.

Han driver en integereret produktion og er bl.a. medlem af bestyrelserne for Familielandbruget Vestjylland, VSP og Familielandbrugssektionens bestyrelse.

Flere kan komme til

Der kan dukke flere kandidater op på delegeretmødet, hvor bare én stiller er nok.

Faktaboks

Nyt fokus på driftsøkonomi ved Seges

  • Med oprettelsen af den nye sektor for Økonomi & Virksomhedsledelse råder Landbrug & Fødevarer bod på nedlæggelsen af Landsudvalget for Driftsøkonomi for år tilbage.
  • Den nye bestyrelse skal bestå af fire landmænd, tre DLBR-repræsentanter og en ekstern ekspert. 
  • Formanden for sektorbestyrelsen, som i princippet kan være DLBR-repræsentant, går videre til Landbrug & Fødevarers primærbestyrelse.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle