Rug er kommet på menukortet

For 10 år siden blev rug ikke brugt til svinefoder i nævneværdigt omfang. I dag indgår det med 10-15 procent i meget færdigfoder til slagtesvin.

Nye sorter af rug giver højere udbytter, og på lettere jord udkonkurrerer rug endda ofte hvede, triticale og byg.

Desuden letter rug et trængt sædskifte, og kvaliteten af årets høst er god.

Og med en god kvalitet i årets høst står rug over for sit gennembrud som råvare til slagtesvin.

»10-15 procent rug er helt almindeligt i mange slagtesvineblandinger i dag,« fortæller produktchef Torben Skov Ancker, Hornsyld Købmandsgaard.

For få år siden blev rug stadig betragtet som noget, svin ikke kunne leve af, men den holdning har ændret sig.

Ud fra et fodrings- og ernæringsmæssigt synspunkt ser Torben Skov Ancker ingen problemer i, at rug er kommet ind i varmen.

»De kvaliteter, vi ser i dag, er gode. Så længe man holder sig til 10-15 procent iblanding, er det sjældent, vi ser nogen reaktion fra slagtesvinenes side,« siger produktchefen.

Billige foderenheder

Rug handles typisk til priser omkring 15 kr. lavere end hvede.

Der er 112 foderenheder pr. 100 kg rug mod 115 i hvede.

»Derfor er prisen pr. foderenhed lidt over 10 øre lavere i rug end i hvede. Det er selvfølgelig også med til at gøre rug interessant,« siger Torben Skov Ancker.

Han peger også på, at tidligere problemer med meldrøjer er reduceret kraftigt med de nye hybridsorter, der dyrkes i dag.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle