Rusland ruller den røde løber ud for danskere

Mens sanktioner har lukket for landbrugsvarer, modtages danske landmænd med åbne arme i Rusland. Ifølge kendere er der ikke noget at frygte.

»Kom til Rusland!« Så åbne er armene hos de russiske myndigheder for tiden over for danske landmænd.

Mens sanktionerne mellem EU og Rusland har sat en stopper for alle landbrugsvarer, er døren anderledes åben for de landmænd, der ønsker at starte produktion i Rusland.

»I Rusland har vi i øjeblikket mere gunstige vilkår for landbrug end i Danmark. I Rusland vil vi erstatte import af fødevarer med lokalt producerede. Derfor giver vi god støtte til firmaer, der gerne vil investere,« forklarer chef for den russiske handelsrepræsentation i Danmark Tatiana Volozhinskaya.

Ikke et slaraffenland

Ifølge Danish Farmers Abroad (DFA) producerer dansk-ejede landbrug i dag 50.000 ton slagtet svinekød ud af den samlede russiske produktion på anslået 3,8 mio. ton. Men det ser russerne gerne øget, så man i højere grad bliver selvforsynende.

At der er gunstige vilkår i Rusland, er Johannes V. Hansen fra DFA helt enig i.

»I de sidste fem år har et af vore medlemmer fået 17 kr. per kg slagtesvin, omkring 50 procent bedre end i Danmark. Og foderomkostningerne er stort set ens,« påpeger han - men tilføjer så, at det store land mod øst bestemt ikke er et slaraffenland.

»Man skal tænke sig godt om og forberede sig. Og så skal man have noget power. Det er ikke husmandsbrug men storskala landbrug, som russerne er interesserede i,« siger han og nævner størrelser på 3.-5.000 søer som typisk.

Bliver investor strejkebryder?

Baggrunden, for at den russiske røde løber rulles ud over Østersøen, er ganske konkret, mener professor i statskundskab med speciale i Østeuropa Peter Nedergaard. For russerne har travlt.

»Tid er en faktor, for Rusland skal snart have noget indenlandsk produktion, medmindre man skal til at importere. Ellers er man nødt til at ophæve modsanktionerne mod EU,« siger han - og påpeger så, at det ikke er realistisk.

»Der vil ikke komme nogen lempelser af sanktionerne, før EU gør det samme. Det er en stillingskrig og handler om, hvem der blinker først.

Han tror aldrig, at den russiske import vil blive den samme. Så danske landmænd kan ikke agere »strejkevagter« og holde sig væk fra Rusland for på den måde at tvinge Rusland til at lempe sanktionerne.

»Så vil Rusland bare få landmænd andre steder fra. Man skal ikke ofre sig selv og tro på, at det ændrer noget,« konstaterer Peter Nedergaard.

Faktaboks

Ruslands muligheder

  • Staten yder rentetilskud, så nettorenten er 0,5-5 %. Typisk er renten ellers 15 %. Dertil kommer, at inflationen er 8-9 %.
  • Svineprisen ligger nu på 14-15 kr. per kg.
  • Jord kan fås i omegnen af 10.000 kr. per hektar.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle