Rusland-sanktioner udfordrer nye EU-regler for fosfor

Billig og ren russisk fosfor er lukket ude fra verdensmarkederne. I stedet må man anvende cadmium-fourenet fosfor, som snart får strammere grænseværdi i EU. Rensning kan fordoble den allerede høje pris.

Blandt de mange følgevirkninger af Ruslands angreb på Ukraine er forsyninger af fosfor til brug i gødning.

Den fosfor, der udvindes i Rusland, er ikke kun billig. Den er også blandt det reneste, man kan bryde i minerne rundt omkring i verden.

Fosfor er generelt forurenet med cadmium, som er et tungmetal. Det gælder specielt i de største naturlige aflejringer i Marokko og Saudi Arabien, forklarer Ole Schou, planteavlskonsulent hos VKST.

Han uddyber, at der træder en ny grænseværdi i kraft i EU fra juli 2022. I den vil man tilstræbe kun at sælge fosfor med under 60 milligram cadmium pr. kilo fosfor (se faktaboks).

Hvad vil vi?

Fosfor fra Marokko og Saudi Arabien har typisk et cadmium-indhold på over det dobbelte. Fosfor med lavt indhold af cadmium kan dårligt leveres fra nogen miner i den vestlige verden. Det er nærmest kun russerne, der har så ren fosfor, påpeger Ole Schou.

- Så skal man til at rense fosforen for cadmium med en merpris til følge, hvilket mindst vil fordoble prisen. Så hvad vil vi? Vil vi være rene, rentable, politisk gode? Der kommer en lang række konsekvenser, når man tager den beslutning, siger Ole Schou

Fosfor er som bekendt essentiel for planters vækst ligesom kvælstof og kalium. Kvælstof er i luften og kan hives ned, mens man har relativt meget kalium i depoter rundt omkring i verden.

Ifølge Ole Schou vurderer man, at der er 100 års forbrug af fosfor tilbage i de kendte lagre i miner verden over. Der kan optimeres på recirkulation, hvor planter bliver til affald og omvendt.

Minder om finanskrisen

Ole Schou påpeger, at prisniveauet sidst var vanvittigt omkring finanskrisen.

- Op til finanskrisen var der absurd høje priser på grund af stor efterspørgsel. Så holdt folk op med at købe, fordi priserne var urentable, husker Ole Schou.

Da verdensøkonomien dykkede som følge af finanskrisen, faldt priserne faldt helt tilbage igen. Intet tyder på, at det sker denne gang, fordi markederne nu er baseret på dynamikker omkring leveringsforhold og nye forsyningsruter.

De nye forsyningskanaler afhjælper dog ikke problemet med det relativt høje cadmium-indhold i fosfor udvundet uden for Rusland.

- Så skal EU træde et skridt tilbage og vurdere, om de er ligeglade med cadmium eller ej, når sundhedsmyndighederne siger, at man ikke skal køre et tungmetal ud på markerne med vilje. Fosforen kan renses forinden, men det bliver en bekostelig affære, siger Ole Schou.

Faktaboks

Regler for cadmium i fosfor 

  • Den nye gødningsforordning fastsætter en fælles grænseværdi i EU på 60 mg cadmium pr. kg fosforpentoxid (P2O5), svarende til 137,5 mg cadmium pr. kg fosfor i handelsgødning. Den nye grænseværdi træder i kraft 16. juli 2022.
  • Danmark stemte, som den eneste medlemsstat, imod forordningens vedtagelse, da grænseværdien er højere end den nuværende danske grænseværdi, og fordi der ikke blev vedtaget en nedtrapningsmodel med en lavere grænseværdi på sigt.
  • I Danmark har vi haft en maksimumgrænse på 110 mg cadmium pr. kg fosfor siden 1989.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle