Ser frem til friere rammer for produktionen

Generalforsamlingen i Mors-Thy Familielandbrug 4. marts blev indledt med mindeord over foreningens mangeårige formand, Søren Hansen, som i juni døde brat efter få ugers sygdom.

»Der er blevet et stort tomrum efter Søren - ikke kun i bestyrelsen men vidt omkring på grund af hans store engagement i mange ting. Vi håber, vi sammen kan bygge videre på de grundsten og tanker, der er lagt, og som i høj grad har været Søren Hansens fortjeneste,« sagde Jens Ole Kristensen, der overtog formandsposten efter Søren Hansen.

I sin beretning glædede Jens Ole Kristensen sig over de gode afregningspriser i 2012 og over de pejlemærker, der er meldt ud fra Natur- og Landbrugskommissionen for fremtidens natur og landbrug i en rapport fra september.

»I rapporten står der bl.a., at der skal udvikles en regulering, som i højere grad baseres på friere rammer for tilrettelæggelse af produktionen. Natur- og Landbrugskommissionen har således lagt sporene for en udvikling af dansk landbrug, hvor målet er at realisere landbrugets potentiale. Disse pejlemærker er en stor sejr for landbruget,« sagde Jens Ole Kristensen.

Til gengæld beklagede han erhvervets vanskelige finansieringsforhold.

»Der er ingen tvivl om, at der er rigtig mange, der venter med længsel på en optøning af det finansielle marked, ellers vil vi se en gradvis nedslidning af de danske produktionsapparater, da investeringerne er mindre end det beløb, der årligt bliver afskrevet.«

Jens Ole Kristensen, kom også ind på randzonerne.

»Det er en indgribende regulering, som ikke står mål med effekten.«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle