Sikkerhed for udlændinge skal styrkes

Undersøgelse skal hjælpe med at forstå internationale medarbejderes sikkerhed i landbruget

Landbruget er desværre en branche, hvor der sker alt for mange ulykker, og ikke alle arbejdsulykker bliver registreret. Hvis man ovenikøbet er ny i Danmark og måske har svært ved at forstå dansk, kan det være endnu sværere at arbejde sikkert.

Et nyt projekt, der hedder ’Migranters sikkerhedsudfordringer i landbruget - antropologisk forskning i sikkerhedspraksis’ har til formål at skabe ny viden om de sikkerhedsudfordringer, som internationale medarbejdere i dansk landbrug oplever.

Med en solid forståelse af sikkerheds- og kommunikationens udfordringer i landbruget vil Aarhus Universitet og Seges arbejde på at støtte landbrugsbedrifterne i at mindske antallet af ulykker blandt internationale medarbejdere, der arbejder i dansk landbrug.

Forskere beder om din hjælp

»Vi vil gerne interviewe både danske og internationale medarbejdere/ledere samt arbejdsgivere for at blive klogere på betydningen af f.eks. sproglige barrierer og kulturelle forskelle i forhold til sikkerhed og for at få ny viden om, hvordan vi sammen med interessenter i landbruget kan udvikle nye metoder til ulykkesforebyggelse«, fortæller Astrid Lovelady, Seges Arbejdsmiljø, og Johanne Korsdal Sørensen, Aarhus Universitet,

De søger ejere/ledere og danske og internationale medarbejdere, som kunne have lyst til at deltage i et interview på ca. en time. »Dataindsamlingen foregår i hele Danmark, og vi har mulighed for at medbringe tolkeassistance, hvor der er behov for det.

I det omfang, det er muligt, ønsker vi også at være med i arbejdet på landbrugene. Formålet med det er at opnå førstehåndserfaringer med landbrugets daglige sikkerhedshåndtering i hverdagen«, forklarer de.

Om projektet

Dataindsamlingen foregår altså via interviews og observationer på landbrug.

Bl.a. skal de se, hvordan sikkerhed opfattes på landbrugene, og også undersøge, hvordan eksterne aktører som f.eks. dyrlæger, arbejdsmarkedets parter og rekrutteringsbureauer kan have og har indflydelse på sikkerhed på landbrugene.

»Vi vil tale med en bred vifte af folk for at få et nuanceret perspektiv på internationale medarbejderes sikkerhed. I projektets sidste del vil viden fra dataindsamlingen blive brugt til at udvikle praktiske værktøjer, som skal styrke samarbejdet om sikkerhed i hverdagen. Værktøjerne vil være målrettet både arbejdsgivere/ledere og medarbejdere. Og som forskere er vi uafhængige og videregiver ikke personlige informationer til f.eks. myndigheder eller tredje parter. Deltagelse er naturligvis frivillig og anonym«.

Faktaboks

Her kan du melde dig

  • Skulle du have lyst til at være med – og/eller har du spørgsmål – er du meget velkommen til at kontakte:
  • Astrid Lovelady, Seges Arbejdsmiljø, assl@seges.dk. Johanne Korsdal Sørensen, Aarhus Universitet, jks@cas.au.dk. 
  • Projektet ledes af Aarhus Universitet med Seges som underleverandør. Det finansieres af Arbejdsmiljøforskningsfonden med en bevilling på 3.270.000 kr. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle