I disse kolde vinteruger har mit tv gjort knuder.
Trods hyppig kontakt på nettet til teknikere strejkede det jævnligt, sidst under guldkampen i Herning. Det var jo en prøvelse. Jeg har virkelig nydt de udsendelser med vore friske håndbolddrenge og i mit stille sind sammenlignet deres forhold med grusgraven derhjemme i min ungdom, hvor vi trænede to aftener om ugen efter en arbejdsdag på minimum 12 timer. Vores påklædning var meget forskellig, et bånd over skulderen viste, om man var ven eller fjende. Brusebad var absolut fraværende.
Men mit tv altså, jeg tilbringer ikke timevis foran skærmen og slet ikke om dagen, men nyhederne og vejret hører jo til aftenens orden. I en lille uge har jeg erfaret, at man godt kan undvære den orden. Vejret kan man jo begive sig ud i, og radioen har fine udsendelser, som man kan blive klogere af at lytte til.
Nu blev min egn begravet i sne samtidig, og min matrikel er en hjørnegrund med fortov, så snekastning fylder noget af dagen og giver mig fin motion ud over morgengymnastikken. Så har jeg tændt i pejsen hver dag og siddet et par timer med strikketøj og bøger i strålevarmen eller bare set ind i flammerne og ladet tankerne flyve. Der falder en utrolig ro over stuen, når fjernsynet er i stykker. Man kan fundere over alle de goder, som skæbnen bringer én. Vi har lige fået en dejlig lille dreng i familien, og han og storesøsteren får både mit hjerte og mine strikkepinde til at gløde.
Og bøgerne? For et par år siden fik jeg Hans Edvard Nørregård-Nielsens store bøger om ”Limfjorden, stemmer og steder” i julegave. Hidtil har jeg smuglæst lidt og nydt Kirsten Kleins skønne fotos, men nu læser jeg fra en ende af. Hvilken nydelse. Sproget afslører et indgående kendskab til jysk sindelag og overgivne historier. De bøger er en gave til folket.
Østenvinden har hærget i dagevis. På forsyningstur i urtehaven ser jeg, at ”nu er kålen liggende” som på Aakjærs tid. Grønkålen har ellers dækket vores C-vitaminbehov næsten dagligt i rå tilstand. Nu hænger den med ørerne.
En kile af svaner kløver luften over mig, og vinden bider i næsen. Kjørmes er nær, og jeg lister ind med spand og porrer til varmen og Hans Edvard. Et sted skriver han: ”Jeg er på mine børnebørns vegne bekymret over at være vokset op i en tid, der har haft selvtillid til i løbet af et par generationer at skille sig af med tusind års skik og brug”. Stof til eftertanke.
