Spydspidser har styr på omkostninger

Det kan være farligt at eksperimentere alt for meget, og nye ideer skal være med til at reducere omkostninger, mener økonomiprofessor.

De dygtigste virksomhedsledere er dem, der har styr på omkostningerne. Det mener Caspar Rose, økonomiprofessor på Copenhagen Business School, der har erfaring med, hvad der ligger bag virksomheder som klarer sig godt.

"Det er ret banalt, men helt grundlæggende," siger han.

Mere præcist gælder det ifølge Caspar Rose om at få nogle stordriftsfordele, så man kan minimere enhedsomkostningerne.

"Det er dem, der får de største resultater med hjem," tilføjer han og påpeger, at det ikke mindst gælder i landbruget, hvor produkterne er meget prisfølsomme. Man kan gøre noget ved omkostningerne, men ikke ved salgspriserne.

"Det gælder i hvert fald de fleste landbrug, det er jo ikke ligesom virksomheder, der for eksempel laver et specielt design," siger han.

Styr på gæld

Ud over at have styr på omkostningerne skal man også have styr på gælden, mener Caspar Rose.

"Man overlever, hvis man har lave omkostninger og har et cashflow og en pengestrøm, så man kan honorere gælden," siger han.

Det vil sige, at det er vigtigt, at gælden ikke er større, end at man kan betale sine renter og afdrag, men Caspar Rose påpeger alligevel, at det er et godt tidspunkt at have gæld.

"Renten er historisk lav, så finansiel gearing, som slår ud på resultatet, er positivt," siger han.

Forfejlet kritik

Økonomiprofessoren kalder det da også noget forfejlet, at der har været så massiv kritik af landbrugets store gæld.

"Vi må erkende, det er et unikt tidspunkt til fornuftig gæld, så længe man ikke overdoserer. Hvis man venter på, at man kan finansiere det selv, scorer man ikke højt på værdiskabelsen," siger han.

Men også her handler det om at have styr på omkostningerne, for der er stor forskel på, hvad lån koster.

Ideer skal rationalisere

I undersøgelsen blandt de landmænd, der tjener bedst på bundlinjen, kan 25 procent i nogen eller høj grad lide at gå forrest. De vil gerne prøve nye produktionsformer før kolleger.

Caspar Rose advarer mod at tro, at bare fordi man har særlige ideer, så skal man nok klare sig.

"Det er ikke sådan, at dem, der tager flere initiativer, scorer mere på bundlinjen. Det kunne jo også gå den anden vej," siger han.

Ideer er velkomne, men de skal resultere i, at man gør noget smartere, så man kan minimere enhedsomkostningerne. Derfor skal man heller ikke lade sig skræmme af ny teknik og it-løsninger, der ér opfundet.

Det bekymrer ham faktisk, at 12,2 procent i undersøgelsen giver udtryk for, at ny teknik i nogen grad virker skræmmende, mens 2,6 procent mener, dette er i høj grad.

"Det er uheldigt. Ny teknik og it-løsninger er forudsætninger til at øge produktiviteten i landbruget," siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle