Stor interesse for AgriMark 2008

De stigende priser på afgrøder sætter fokus på såteknik og jordbehandling. I alt 44 virksomheder deltog.

"AgriMark 2008 har alle muligheder for at blive en stor succes," sagde fabrikant Kaj Pedersen, Dal-Bo A/S, onsdag morgen i sin velkomsttale til de deltagende firmaer.

Første AgriMark-demonstration, der fandt sted i 2000, fik pænt vejr, mens arrangørerne vejrmæssigt ikke var så heldige med de efterfølgende AgriMark-arrangementer. AgriMark-demonstrationerne finder sted hvert andet år.

"I modsætning til AgroMark 2006 har vi i år en perfekt vejrprognose, og de gode vejrudsigter fortsætter til efter de to AgriMark 2008-dage. Derfor tror jeg, at også landmænd og maskinstationer, der ikke er helt færdige med at så majs, finder tid til at besøge AgriMark 2008," sagde Kaj Pedersen til LandbrugsAvisen. AgriMark 2008 sluttede torsdag 8. maj klokken 16.

Fælles projekt

AgriMark-demonstationerne arrangeres og tilrettelægges i et nært samarbejde mellem Landbrugsmaskinbranchen og Dansk Landbrug. Det understreges af, at formandsposten for AgriMark går på skift. Kaj Pedersen er formand for AgriMark 2008, mens gårdejer Hans Pedersen Schmidt, Dansk Landbrug, bliver formand for AgriMark 2010.

"Jeg har registreret en stigende interesse for jordbehandling og såning her i tiden op til AgriMark 2008. Årsagen er selvfølgelig de stigende priser for afgrøderne. Landmændene er meget opmærksomme på, at det betaler sig at være omhyggelig med jordbehandling og såning," sagde Kaj Pedersen.

"Jeg er særdeles tilfreds med vores samarbejde med Wedellsborg Gods. Her på Lillebælt-halvøen Fønsskov er der perfekte forhold for et arrangement som AgriMark," sagde Kaj Pedersen.

I alt deltog 44 virksomheder på AgriMark 2008. Heraf var de 11 fra marksprøjtebranchen. Der blev vist i alt 84 arbejdsenheder.

På grund af det store demonstrationsareal var der ikke nogen præsentation af de deltagende maskinsæt. Men sagkyndige kommenterede de store stande, hvor emnerne i år var automatisk styring og en testbane for marksprøjte-spredebomme.

I skrivende stund kendes besøgstallet ikke. Men at dømme efter tilstrømning af biler allerede fra åbningen onsdag kl. 9 tegner AgriMark 2008 til at blive en succes, også når det gælder besøgstallet.

Majssåmaskiner måtte udgå

Såning af majs falder i år sammen med AgriMark 2008. Det betyder, at enkelte tilmeldte majssåmaskiner ikke kunne deltage. For eksempel var det ikke muligt at frigøre gyllevognen med CMN-udstyr til placering af gylle, kamformning og majssåning i én arbejdsgang.

"Mod forventning kan vi desværre ikke vise den nye bugserede Accord Optima majssåmaskine. Kunden kunne ikke undvære maskinen i to dage," siger salgschef Jørgen Sørensen, Kverneland Group DK.

Kverneland kunne dog fremvise ni arbejdende enheder på AgriMark 2008. "Det var noget af et puslespil at tilrette vores deltagelse på AgriMark, da vi skal låne eller leje de deltagende maskiner og traktorer. Men vi har prioriteret AgriMark-deltagelsen højt. Arrangementerne giver gode muligheder for kontakt med landmændene, når vi både kan se maskinerne i arbejde og forklare deres opbygning og funktion," siger Jørgen Jørgensen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle