Stor investeringslyst hos svineproducenter

Den danske svineproduktion befinder sig i en historisk krise. Alligevel er villigheden til at investere i jord og bygninger stadig meget stor.

På trods af milliardtab og truende underskud er de danske svineproducenter parate til at investere millioner i fremtiden. Bedrifterne forventer i gennemsnit at investere cirka 13 mio. kr. over de næste tre år. Penge der blandt andet skal sættes i jordkøb, nye staldbygninger og maskiner.

Den viser en ny spørgeskemaundersøgelse over svineproducenternes investeringslyst, som er udarbejdet i forbindelse med et erhvervs-Ph.D.-projekt fra Fødevareøkonomisk Institut og Landscentret. Svarene i undersøgelsen er indhentet fra januar til marts - en periode, hvor noteringen var endda lavere, end den er i dag.

"Landmændene i min undersøgelse viser stor investeringslyst, selv om svarene er indhentet i en periode, hvor bytteforholdet er historisk dårligt. Jeg havde nok forventet, at landmændene ville give udtryk for en vis grad af investeringslyst - men at de har planer om at investere så meget, har overrasket mig," siger Jakob Vesterlund Olsen, erhvervs-ph.d.-studerende ved Aarhus Fødevareøkonomisk Institut/Landscentret.

17 mio. i stalde

Undersøgelsen, der omfatter 264 svineproducenter, udvalgt så de omfatter forskellige aldersgrupper og produktionsformer, er led i en større afdækning af svineproducenternes investeringsmønstre. Undersøgelsen er opdelt i to hovedgrupper - en gruppe der har foretaget investeringer i perioden 2003 til 2006, og en gruppe der ikke foretog investeringer i den periode.

"Min undersøgelse viser, at blandt de producenter der ikke investerede fra 2003 til 2006 er det især investeringer i nye staldanlæg, der står højt på ønskelisten. De, der vil investere i nye stalde, regner i gennemsnit med at bruge 17,3 mio. kr. på det. For begge grupper gælder det, at lysten til at investere i jord også er meget stor. Cirka halvdelen af de forventede investeringer er planlagt til jordinvesteringer," siger Jakob Vesterlund Olsen.

Ældre godt med

At det kun er de yngre landmænd der har mod på nye investeringer bliver kun delvist bekræftet i Jakob Vesterlund Olsens undersøgelse.

"Nok viser det sig, at det er de yngre landmænd der ønsker at investere mest. Men det er ikke sådan, at man opgiver tankerne om at investere, bare fordi man runder de 50. Mange svineproducenter der er over 50 år svarer, at de har planer om at investere mange millioner i både jord og staldanlæg," fortæller Jakob Vesterlund Olsen.

springborg@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle