Styrelses klagebehandling virker lyssky

Det virker lyssky, at Naturstyrelsen bruger fire måneder på at kommentere klager over vandplanerne, mener førende juraprofessor.

Det er uacceptabelt og virker lyssky, at det har taget Naturstyrelsen fire måneder at sende landbrugets klager over vandplanerne videre til Natur- og Miljøklagenævnet. Det mener juraprofessor med speciale i miljøret og vandplaner Peter Pagh fra Københavns Universitet.

89 landmænd har klaget over vandplanerne til klagenævnet, men proceduren var, at klagerne skulle sendes til Naturstyrelsen, så den kunne kommentere på dem, inden klagenævnet ville få dem til behandling.

Styrelsens sagsbehandlingstid står i skarp kontrast til, at landmændenes klager går på, at Naturstyrelsen i december kun gav landmændene fem arbejdsdage til at gøre indsigelse mod vandplanerne.

»Jeg ved positivt, at klagerne først er blevet sendt fra Naturstyrelsen til Natur- og Miljøklagenvænet i slutningen af maj, så jeg stiller spørgsmål ved, hvad der kan forklare, at en klage ligger fire måneder i en styrelse? Det er ikke normal fremgangsmåde, så allerede her har sagen fået en smag af, at der foregår noget, som ikke ser pænt ud. Det hører ingen steder hjemme,« siger Peter Pagh.

Usædvanlig begrundelse

Peter Pagh antyder, at Naturstyrelsen måske ikke mener, at den har en god sag i forbindelse med lynhøringen.

»Det forekommer fuldstændig uacceptabelt og lyssky, og der skal være en helt usædvanlig begrundelse for, at en klage ligger så længe i en styrelse,« siger han og nævner også, at miljøministeren med et lovforslag i februar forsøgte at fratage klagenævnet dets sanktionsmuligheder, når det angår vandplanerne. Det forslag trak hun dog tilbage efter et døgn efter massiv opmærksomhed fra medierne.?Men faktisk burde Naturstyrelsen opprioritere at få kommenteret på klagerne, mener Peter Pagh.?»Det er jo væsentligt for alle fremtidige planer for alle parter - det har stor betydning og er rarest at få afklaret hurtigt,« siger han.?Nu er klagerne med Naturstyrelsens kommentarer sendt til behandling i Natur- og Miljøklagenævnet, der skal vurdere, om procedurerne under tilvejebringelsen af vandplanerne er overholdt.?»Hvis klagenævnet giver landbruget medhold, skal vandplanerne gå om. Men jeg vil ikke vurdere på, hvad de må nå frem til,« siger Peter Pagh.

mle@landbrugsmedierne.dk

33 39 47 50

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle