Swaps er bedre end deres rygte

Men swaps og andre finansielle instrumenter kræver en strategi, herunder en exitstrategi.

Valuta- og renteswaps har kostet dyrt for en del landmænd. Men historier om milliontab bør ikke skærme for, at finansielle instrumenter som swaps, renteloft og -bund, futures mv. kan være nyttige værktøjer til at afdække risici og stabilisering af økonomien.

»Produktet er det samme som tidligere, men kravene til rådgivning er skærpet i forhold til tidligere,« siger specialkonsulent Kenneth Kjeldgaard, Seges Finans & Formue.

»Der er ingen grund til at lade sig skræmme, men man skal vide, hvad man laver, og kende sin risiko. De mange tab på swaps kom jo som resultat af, at renten faldt så dybt, som ingen havde troet mulig. Men man kunne regne på det, så der er faktisk ingen undskyldning.«

Kenneth Kjeldgaard påpeger desuden, at der på flere af de finansielle instrumenter findes veje til at sikre sig mod tab - naturligvis mod en merpris.

Hvor galt kan det gå?

»Konverterbare renteswaps var og er en mulighed, som eksempelvis kostede 0,25 pct. ekstra. Men det var en sikring, som ingen på det tidspunkt ville betale for, og derfor solgte man dem ikke,« siger Kenneth Kjeldgaard.

»Det er vigtigt, at man vurderer sin egen følsomhed i forhold til, at det kan gå en anden vej end den forventede. Det kræver en bevidst strategi for, hvordan man handler - herunder en exitstrategi.«

Ifølge Kenneth Kjeldgaard ligger de største gevinster typisk inden for råvarefutures af den årsag, at råvarer svinger mere i pris end eksempelvis renten. Men i forbindelse med råvarefutures skal man kende de fysiske signaler i markedet - og reagere rigtigt på dem.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle