Tæt på tørke

»Vi har stadig ikke fået vand i Gørlev og omegn. Kun sølle 50 mm siden februar, og vinterrapsen er ved at tvangsmodne på de lettere jorder. Men også vintersæden er præget af tørke. Hvis vi ikke får regn nu, bliver det en skidt høst.«

Det fortæller Gregers Hellemann fra Aagaard Gods, der dyrker JB 5-7 jorder. Han glæder sig over, at vårsæden til gengæld stadig står godt. Og at vejret er køligt, for ellers var afgrøderne brændt helt af. Men det hjælper, at hans jord ikke pløjes, for så var fordampningen fra markerne endnu større.

»Vi er lidt bagud med sprøjtningen, fordi vores sprøjte har stået stille de sidste to uger. Da den havde kørt over 19.999,99 hektar, gik alt elektronisk i sort. Så lige nu venter vi på software fra USA,« fortæller han.

Det er anden svampesprøjtning i vårhveden, der står først for. Og så holder han også øje med lus i afgrøderne.

»Hveden er ved at skride igennem. Så vi venter, til den er fuldt gennemskredet med tredje og sidste Septoria-sprøjtning, som bliver med Bell + Comet.«

Gregers Hellemann er også i gang med at slå vildtstriber i græsset - i alt 12-14 kilometer striber på 2,5 meters bredde slår han tre-fire gange hver sæson, så fuglene kan komme ud på kort græs.

»Det vrimler med vildt over alt på vores marker lige nu. Der er rigtig mange fasaner, agerhøns, viber, skovduer og andre fugle - men også harer og råvildt elsker de små grønne kløverspirer i de nyslåede vildtstriber.«

Derudover slås han med noget bjørneklo, som ikke plejer at være der, men er kommet sejlende i åen. De var for store til at stikke, så han har slået dem og vil senere sprøjte med Roundup.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle