Tørkens konsekvenser breder sig

Af cheføkonom Frank Øland, Landbrug & Fødevarer

Landbruget tørster. Den historisk katastrofale tørke betyder mange steder et udbyttefald på 30-40 pct. eller mere. De seneste dages regn kan hjælpe f.eks. sukkerroerne, men for mange afgrøder kommer regnen for sent.

Det lave udbytte i Danmark alene sender ikke kornpriserne op, men der er også tørke mange andre steder i Nordeuropa, Ukraine og Rusland. I Baltikum og Sverige er tørken endnu værre end i Danmark. Derfor er de internationale kornpriser steget betydeligt.

Dyrere foder

De stigende priser betyder dyrere foder i den animalske produktion, og decideret mangel på grovfoder betyder, at kvægbestanden reduceres med stigende mængder oksekød på markedet til følge. Det kan få konsekvenser for mejerierne, der i en periode vil modtage mindre mælk. Der reduceres næppe i svinebestanden, men grisene vokser langsommere i varmen, hvilket betyder færre slagtninger i en periode, som det f.eks. ses i Tyskland.

Grisene er ude hos producenterne, så der kan komme flere til slagtning på et senere tidspunkt, når temperaturerne bliver mere moderate.

 

Stigning ikke nok

Udfordringen for den animalske produktion ville være mindre, hvis prisstigningerne på foder blev sendt videre til forbrugerne, men det ser indtil videre ikke ud til at være tilfældet. De lavere tilførsler af grise til slagtning som følge af varmen giver her og nu en stigning i noteringen, men slet ikke nok til at dække de stigende foderomkostninger.

Udbyttet af sukkerroer ser også ud til at falde markant, og det kommer til at kunne mærkes på sukkerroefabrikkerne.

Ligeledes ser det ud til at kartoflerne har et udbytte, der er 20-30 pct. lavere end normalt, hvilket også kan ramme forarbejdningsindustrien.

Agroindustrien ramt

Konsekvenserne af tørken vil sprede sig endnu længere ud i samfundet. Agroindustrien bliver ramt, da en række investeringer i landbruget sandsynligvis bliver udskudt eller aflyst.

I værste fald medfører tørken stribevis af konkurser. Ud over at det er en personlig tragedie for dem, det rammer, kan det føre til betydelige tab i bankerne, og enkelte mindre banker kan komme i en svær situation.

Det er stadig for tidligt at få det fulde overblik af de samfundsøkonomiske konsekvenser af tørken, men tabet kan desværre blive langt større end de 6,4 mia. kr., der er tabt i landbruget.

Ris i Australien skræmmer

At det kan gå helt galt, hvis tørken gentager sig i flere år, er der et skræmmende eksempel på. Australien havde en betydelig risproduktion frem til 2007. Men seks års tørke betød, at Deniliquin rismøllen, der er en af verdens største, måtte lukke i 2007, og risproduktionen faldt med 98 pct. Så galt går det forhåbentlig ikke, men tørkens konsekvenser rækker langt ud over landbruget og kan desværre også blive langvarige, hvis forarbejdningsindustrien vælger at skalere ned.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle