Tag et rotte-kørekort og kom skadedyret til livs

Med et rottecertifikat i hånden må man nu bekæmpe rotter.

Fra nytår har landmænd fået et ekstra våben i hånden i kampen mod rotter. En ny rottebekendtgørelse betyder nemlig, at man som landmand får lov til at bekæmpe rotter på gården, hvis man forinden har gennemført et syv timers kursus, hvor man er blevet undervist i lovgivning, arbejdsmiljø og anvendelse af kemikalier.

I L&F betegner man den nye bekendtgørelse som en sejr, fordi man har fået et længe næret ønske opfyldt, nemlig at landmanden selv kan få tilladelse til at bekæmpe rotter, herunder også, at man får mulighed for at bekæmpe rotter mere end 10 meter væk fra bygningerne. Dertil kommer, at man på ejendomme, hvor forekomsten af rotter kan udgøre en særlig sundhedsmæssig risiko, omfattes af kravet om tilsyn fra kommuner uden ubegrundet ophold alle ugens 7 dage.

Ingen gift uden rotter

L&F er dog knap så tilfreds med, at man ikke er kommet igennem med, at autorisationen ikke er nok til at sikre en effektiv bekæmpelse af rotter inden for fjerkræbranchen. De nye regler fastsætter nemlig, at der fortsat først kan iværksættes bekæmpelse, når der er konstateret rotter.

Lige præcis det punkt finder fjerkræavler John Olsen også er det absolut svageste punkt i den nye bekendgørelse. Som leverendør af kyllinger til konsum-ægproduktion er han underlagt skrappe salmonellakrav, og hvis der kommer en rotteinvasion, så har han skadedyrsfirmaet Mortalin til at stå for bekæmpelsen. I omkring 100 aflåste depoter på sine fire ejendomme på Midtsjælland er der placeret smækfælder, som bekæmpelsesfirmaet har nøgler til og tilser.

»Egentlig er smækfælder utroligt effektive. Men da mine kasser med fælder kun tilses hvert kvartal, så risikerer jeg, at der kan sidde en rotte i fælden i op mod tre måneder, inden der bliver grebet ind med gift. En smækket fælde fanger jo ikke flere rotter. Og alle vi på landet ved jo, at en rotte aldrig er alene, og det går stærkt, når de først har etableret sig. Her kunne jeg godt tænke mig, at vi fik lov til at bruge nogle af de skrappe rottegifte forebyggende«, siger John Olsen, der medgiver, at bekendtgørelsen er et fremskridt:

»Det er i hvert fald en halv sejr«, mener den sjællandske fjerkræproducent.

Rotterne kommer

I alle år, der ender på otte, er der af ukendte årsager ekstra mange rotter. Hver tiende år topper bestanden af rotter nemlig, og sådan har det været både i 1988, 1998 og 2008. Og det samme vil efter al sandsynlighed ske igen i 2018.

Under særlige gunstige forhold kan et rottepar blive til 862 på bare ét år.

Læs mere: www.lf.dk

Faktaboks

Én-dags kursus

  • For at få lov til at bekæmpe rotter skal man gennemføre et dagskursus i bl.a. rotternes biologi og håndtering af rottegift.
  • Miljøstyrelsen offentliggør en liste over anerkendte kursusudbydere. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle