»Prøv selv. Du kan godt. Jeg ved du kan!«
Ordene kommer ud af min mund, og selvfølgelig er de henvendt til min kloge kone.
Det er noget nyt, jeg er begyndt på. Jeg har hørt pædagoger bruge vendingen over for børn, der har lidt svært ved tingene. Ikke at min kloge kone på nogen måde har svært ved tingene - bortset fra, når det kommer til teknik:
Tjek af olie på bilen, installation af nye programmer på computeren, bore et hul, starte plæneklipperen, køre traktoren ...
Da det har stået på en uge, og jeg har sagt »jeg ved du kan« cirka 500 gange, bliver hun en smule indædt. Gang nummer 501 bliver det til hidsighed: »Der er da også en masse ting, som du ikke kan,« vrisser hun i et tonefald, der ikke efterlader tvivl om, hvad hun mener om min pædagogiske metode.
Jeg ved godt, at jeg ikke skal spørge om, hvad det er, jeg ikke kan finde ud af, for hun vil uden tvivl komme med en lang liste, som selvfølgelig både vil være urimelig og usand, men som jeg på den anden side ikke vil være i stand til at svare på.
Jeg vælger - en smule fejt men formentlig klogt - at holde en pause med min pædagogik, og langsomt indfinder freden sig i vores lille hjem.
Faktisk har det den positive side, at også hun holder op med at minde mig om, hvor rodet der er i værkstedet, at mit tøj fylder det halve af soveværelset og i øvrigt er krøllet sammen - og en lang række af de ellers faste indslag i kommunikationen mellem os.
Det varer lige til en dag, hvor vi fredeligt og i samarbejde rydder op i køkkenet.
»Opvaskemaskinen driller forresten,« siger hun adspredt.
»Jeg tror, den trænger til at få renset filteret,« fortsætter hun, og jeg nikker. Der ligger i luften en uudtalt forventning om, at det så er mig, der renser det filter. Jeg fortsætter - tavst men en anelse demonstrativt - med at tørre køkkenbordet af, mens jeg overvejer, om jeg skal sige »jeg ved du kan!« til hende. Men det kommer aldrig så vidt, for hun sukker, sender mig et ikke særligt venligt blik og skiller filtrene ad, renser dem og gør dem klar til at blive monteret igen, da hendes telefon ringer.
»Kan du ikke lige samle det,« når hun at sige, inden hun tager telefonen.
Jeg kaster mig selvfølgelig over opgaven men får rodet rundt i filtrene og må i løbet af meget kort tid erkende, at jeg simpelthen ikke kan finde ud af at samle skidtet.
Mens jeg roder rundt med filtrene, afslutter hun sin samtale, stiller sig bag mig og siger:
»Kom så, jeg ved du kan. Du skal bare prøve, så finder du ud af det!«
