Ticans næstformand kæmper mod konkurs

Næstformanden i Ticans bestyrelse kæmper lige nu mod konkurs efter investeringer i Scan Energy.

Det viser sig nu, at også næstformanden i Tican, Michael Møller, er blevet ramt af sine investeringer i det skandaleombruste vindmølleselskab, Scan Energy.

Siden foråret 2010 har hans investeringsselskab, Haverslev-Vestergaard Aps, nemlig været under konkurs.

Seneste regnskab i selskabet er fra 2008 og viser, at selskabet kom ud af 2008 med et underskud på 26 mio. kr.

Investeringerne i værdipapirer opgøres til 90 mio. kr., mens gælden til pengeinstitutter er opgjort til 112 mio. kr.

En del af investeringerne har været sat i butikscentret Metropol i Hjørring og energikoncernen Scan Energy.

Dermed er endnu en svineproducent hvirvlet ind i Scan Energy, som ligeledes har sendt en af landets største svineproducenter, Esper Goul Jensen, konkurs.

Blandt storaktionærer i Scan Energy

Haverslev-Vestergaard ApS har nemlig ejet 20 procent af aktierne CLT Energy ApS, som har været blandt de største aktionærer i Scan Energy med en aktiepost på to pct. Svineproducenten Carsten Lund Thomsen, Give, har via selskabet Akset A/S ejet majoriteten af aktierne i CLT Energy ApS.

Ifølge Michael Møller får sagen dog ikke konsekvenser for landbruget på Haverslev-Vestergaard, der ligger ved Fjerritslev, med svineproduktion med 2.300 søer.

"Landbruget kører videre. Pengene, som jeg har skudt i selskabet, er tabt, men konkursen er sket i et anpartsselskab, der ikke berører mit landbrug," forklarer svineproducenten.

Er ikke alene

Michael Møller er langt fra den eneste landmand, som har mistet penge på investering i Scan Energy.

En lang række landmænd har nemlig ombyttet mindre andele i bl.a. vindmølleprojekter til aktier i Scan Energy-koncernen.

De aktier betragtes i dag som stort set værdiløse efter, at energi-koncernen er gået i rekonstruktion.

Derudover har en række landmænd tabt meget store millionbeløb efter, at de har investeret meget store beløb i Scan Energy koncernen. Bl.a. har landmændene Per Tambour og Christian Nors investeret i store aktieposter om end, det suværent har været Esper Goul Jensen, som har haft den største aktiepost.

Tican-næstformanden rammes også hårdt af, at investeringen i butikscentret i Hjørring begyndte at give store underskud i 2008 og 2009.

Uden at han ellers vil kommentere nærmere på sagen, så forklarer han, at hans personlige kautionering på mellemværende med Jyske Bank, Sydbank og Ebh-Bank på næsten 120 mio. kr. er afklaret med bankerne.

Ud over at være næstformand for Tican er Michael Møller også medlem af bestyrelsen for Videncenter for Svineproduktion under Landbrug & Fødevarer.

Konkurssagen er ikke endeligt afsluttet, oplyser advokatkontoret Advonord i Fjerritslev, som er kurator for konkursen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle