Transportører køber selv svineproduktion

Flere af de kendte svinetransportører køber nu selv produktion. Priserne på ejendomme er lave - og noteringen pt. er god, lyder forklaringen.

Flere svinetransportører går nu direkte deres kunder i bedene og starter selv produktion af smågrise og/eller slagtesvin.

Således har mindst tre af de største transportører i årets løb købt eller finansieret mindst en ejendom med svineproduktion.

Mest markant er Niels Vinderslev og hans familie, der i mange år har drevet N. V. Randers med omfattende transport i ind- og udland.

Her har man de seneste år købt ejendomme, så datterselskabet Vupsa Svineproduktion nu tæller 2300 søer og produktion af 40.000 30 kg grise årligt.

»Vi kunne se, at priserne på svin var lave, og så plejer man at kunne tjene nogle penge, fremfor når de er dyre. Vi køber jo ellers svinene fra landmændene og sælger dem videre til kunder i udlandet, så jeg synes ikke, at vi konkurrerer med vores egne kunder,« fortæller Niels Vinderslev.

Han og familien har ansat driftsledere til at tage sig af den daglige produktion, mens de selv passer vognmandsforretningen, der årligt omsætter for et trecifret millionbeløb. Den præcise omsætning offentliggøres ikke i N. V. Randers’ årsregnskab.

Grisehandler udvider

Hvor svineproduktionen er et nyt område for Vinderslev, er det anderledes for kollega og konkurrent, grisehandler Jesper Madsen fra Vildbjerg.

»Det er ikke nyt for os at producere grise. Vi har omkring 1000 søer selv med det nye køb og også en del slagtesvin. Det svinger fra år til år,« fortæller han.

»Et år havde vi 16-17 ejendomme. Men det svinger meget, lige nu har vi fem-seks stykker, og de er forpagtede.«

Det seneste køb er en ejendom syd for Herning, der er økologisk drevet. Den skal nu udvides, så der kan gå 300 søer og årligt laves 6000 økologiske smågrise.

Jesper Madsen har en række samarbejdspartnere omkring købet - men er selv den, der har stillet med penge og underskrifter. Hvor meget det hele har kostet, vil han ikke fortælle, andet end at det er »et pænt beløb«.

Årsagen til, at han begiver sig længere ind i selve produktionen er enkel.

»Hvis vi gerne vil handle med andre landmænd og fortælle, hvad der er fornuftigt, så skal vi også selv turde være med i det. Og der er ikke nogen tvivl om, at økologi har været en varm kartoffel det sidste år med gode priser. Og vi skal være med, hvor det sker,« mener han og tilføjer:

»Jeg synes, at landbruget har lavet alt for lidt penge de sidste ti år. Det går ud over vores kunder og også vores kerneområde, der er at handle med grise,« lyder det.

Skal også tjene penge

Hos DTL A/S i Padborg har man også knopskudt i årets løb, i form af det nylige selskab Quality Pigs. Direktør Thorsten Simonsen nedtoner dog betydningen af investeringen, som han ikke mener er et nyt forretningsområde.

»Vi skal som udgangspunkt ikke være involveret i primærproduktion, men det her var lidt spændende og de to unge landmænd er meget energiske og dygtige,« siger han om den produktion på 10.000 svin årligt, der er sat i gang i lejede stalde.

»Lige nu er markedet for slagtesvin fornuftigt og for vores vedkommende skal vi prøve at tjene de penge, der er at tjene ligesom vores kunder gør det. Så det ligger sådan set meget fint i tråd med det, vi laver til daglig,« siger han. Men tilføjer så:

»Men det er ikke noget, vi regner med at lave mere af. Vores opgave er handel.«

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle