Tuborgh skal styre roligt gennem prismæssigt uvejr

Ustabile verdenspriser giver Arla-chefen Peder Tuborgh vanskelige vilkår med at styre mejeriet sikkert fremad til glæde for både ejere og ledelse.

Mælkeprisen har været flyvende i den sidste tid, og med det nuværende højprismarked er det næsten svært at huske, hvor hårdt Arla var ramt på priserne for bare et enkelt år siden.

Efterveerne er dog stadig til at tage at føle på for mælkeproducenterne, som for manges tilfælde måtte kæmpe for at holde skindet på næsen.

Producenternes trængte situation fik i foråret 2016 Arlas bestyrelse og repræsentantskab til at fravige selskabets interne regler for konsolidering, og Arla-toppen udbetalte derfor 124 mio. euro, svarende til 920 mio. kr., til andelshaverne i efterbetaling.

Samlet set er det et stærkt billede på, hvor ustabile priserne på mælk er på verdensmarkedet, og at en af udfordringerne for Tuborgh og co. fremover bliver at skulle opnå en så stabil økonomi som muligt i et marked, hvor priserne hurtigt skifter mellem bølgedale og høje himmelstrøg med direkte konsekvens for både landmandens og mejeriets pengepung.

Flere penge fra verdens fjerne markeder

Som resultat af mælkekvoternes ophør bliver et andet fikspunkt at finde aflastningsmarkeder, hvor man kan flytte de stigende kilo mælk hen i skarp dyst med konkurrenterne, som har fået samme idé. For der er efterhånden ikke tvivl om, at presset på det europæiske mælkemarked også fremover vil være stort, og selv om langt størstedelen af Arlas omsætning fortsat kommer fra Europa, er målene klare: Halvdelen af Arlas vækst skal frem mod 2020 komme uden for Europas grænser, og særligt er der fokus på Nigeria, Kina, Mellemøsten og Nordamerika.

Når forbrugerne dikterer produktionen

Som i enhver anden branche, hvor et givet produkt ender i hænderne på forbrugere, falder snakken på hjørnekontorerne regelmæssigt på forbrugertrends. Det har den i allerhøjeste grad også gjort hos Arla, der som en direkte konsekvens har gennemført en storstilet plan om, at al dansk drikkemælk skal være fra køer, der ikke har fået foder med genmodificerede afgrøder.

Detailhandlen efterspørger i højere grad produkter, som kan differentiere den enkelte forretning fra konkurrenterne, og i Tyskland er det bl.a. gennem non-GM mælk. Arla selv kalder det en chance, de simpelthen er nødt til at gribe.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle