Udskyd skatten: Læg om til et selskab

Skatten kan stadig udskydes, hvis den personligt ejede virksomhed omdannes til et selskab.

Selvom en lovændring fra juni i år fjernede mange landmænds mulighed for at spare op i deres virksomhedsordning, er der stadig mulighed for at spare op og udskyde skatten.

»Hvis landmanden omdanner sin personligt drevne virksomhed til et selskab, er det igen muligt at spare op og udskyde skat,« siger chefrådgiver Susanne Møberg, LMO.

Løsningen er aktuel for alle de landmænd, der enten har en negativ indskudskonto på mindst 500.000 kr. eller har stillet virksomhedens aktiver til sikkerhed for gæld optaget til privat forbrug. For de landmænd betyder lovændringen nemlig, at opsparing i en virksomhedsordning nu ikke længere er mulig. Fremover bliver virksomhedens resultat beskattet som personlig indkomst med op til 55 procent i indtjeningsåret, mod 24,5 procent i år, 23,5 procent i 2015 og 22 procent i 2016.

Muligheden for at udskyde skat i virksomhedsordningen er dermed fjernet og hele virksomhedsresultat beskattes i indtjeningsåret.

»For at bevare muligheden for at spare op til lav skatteprocent kan det overvejes at lægge den personligt drevne virksomhed om til et anparts- eller aktieselskab,« siger Susanne Møberg.

I selskabet er der stadig mulighed for at spare op og udskyde skat, og selskabets anparter eller aktier kan lovligt stilles som sikkerhed for optagelse af private lån.

Stor reduktion af skatten

I selskabet reduceres den foreløbige skat af et skattepligtigt resultat på for eksempel 1.000.000 kr. fra 550.000 kr. (skat på 55 procent) til 245.000 kr. (skat på 24,5 procent). Det giver en foreløbig likviditetsforbedring på 305.000 kr.

Omdannelsen til et selskab kræver en grundig forberedelse. Der skal foretages en konkret vurdering af den enkeltes forhold for at sikre, at selskabsformen er den optimale løsning, og at omdannelsen sker på den bedste måde.

For eksempel skal indskudskontoen indfris for at omdanne den personligt drevne virksomhed skattefrit. Det kan ske ved at indskyde stuehuset til markedsværdi eller privatejede værdipapirer som aktier, anparter, investerings- og andelsbeviser. Omdannelsen til selskab kræver derfor oftest ikke ny likviditet.

»Fra processens start til selskabet er en realitet, kan der gå fra en uge til flere måneder. I gennemsnit tager det cirka én måned. Processen løber typisk op i en engangsudgift på omkring 30.000 til 100.000 kr. alt efter, hvor stor og kompliceret processen er,« siger Susanne Møberg.

Udgiften inkluderer eksempelvis stiftelse af selskab, påkrævede selskabsretlige dokumenter, vurdering af ejendomme og aktiver, vurderingsberetning, opgørelse af aktiers anskaffelsessum, åbningsbalance og avanceopgørelser.

Faktaboks

Infomøder om skat

  • LMO holder gratis møder om omdannelse til selskab 
  • 17.11.: Comwell, Middelfart 18.11.: Vestjyden, Skjern 19.11.: LMO, Horsens 20.11. LMO, Viborg 
  • Tilmelding pr. mail til Ulla Riis på urj@lmo.dk eller tlf. 76 58 76 44

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle