Ung jurist fra Moldova vil arbejde i dansk landbrug

Den juristuddannede 28-årige Elena Leanca er klar til at kvitte sit faste job som sælger og sin lejlighed i Moldovas hovedstad til fordel for en stilling som landbrugsmedhjælper i Danmark.

Hun er uddannet jurist, har fast arbejde som salgskoordinator for fødevarevirksomheden Dr. Oetker, bor i en lejlighed i hovedstaden - og er parat til at sige farvel til det hele til fordel for et job som landbrugsmedhjælper i Danmark.

»Der er ingen fremtid for mig her i Chisinau og Moldova. Dr, Oetkers produkter sælger dårligt, for målgruppen - de unge - forlader landet, så kun de gamle er tilbage. Jeg tjener kun 2.200 kr. om måneden. Det rækker ikke til at spare op til et hus. Alle mine venner er for længst rejst. Forhåbentlig bliver det snart min tur. Jeg har næsten alle papirer på plads«, siger 28-årige Elena Leanca.

Europas syge mand

LandbrugsAvisen møder hende i en park på caféen Penthouse nær Chisinaus hovedgade. Et fåtalligt antal gæster og sparsom trafik på den firesporede vej giver et praj om tilstanden hos Europas syge mand, som Moldova kaldes. Den lille tidligere sovjetrepublik, der ligger klemt inde mellem Rumænien i vest samt udbryderrepublikken Transnistrien og Ukraine mod øst, syd og nord, er ikke alene Europas fattigste land, men også bundkorrupt. Dertil kommer en langvarig politisk krise og et spændt forhold til Rusland, som støtter Transnistrien økonomisk. Cirka en million moldovere - godt en fjerdedel af befolkningen - anslås at være udvandret i håbet om en bedre tilværelse andetsteds. Mange søger til EU-lande med et pas fra EU-medlemslandet Rumænien, som via en aftale mellem de historisk og sprogligt tæt forbundne nabolande kan fås, hvis man har ældre rumænske slægtninge, Det har Elena Leanca. Hendes bedsteforældre blev født i den periode, da Moldova var en del af Rumænien fra 1920 til 1945. Men hvorfor vil den unge kvinde arbejde i dansk landbrug?

»Jeg har hverken prøvet at passe køer eller svin, men det havde en af mine juristvenner, Iurie Trifautan, heller ikke, da han tog til Danmark. Nu arbejder han i en dansk svineproduktion, har lært dansk og virker bare så glad over og optimistisk om mulighederne for at begynde et nyt liv, at han har givet mig lyst til at rejse til Danmark«, forklarer Elena Leanca.

Som hun sidder der på caféen Penthouse med langt udslået hår og makeup og iført modetøj, ligner hun ikke prototypen på en kalvepasser eller medarbejder i en farestald.

»Men jeg er klar til at lære, og for mig vil det ikke være en skam at arbejde i landbruget. Ingen har ret til at dømme mig, så længe jeg forsørger mig selv og sparer op til fremtiden«, fastslår Elena Leanca.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle